Anders Pedersen – Jeg bliver hjemme
Vejret holder Aalborg-træner Anders Pedersen hjemme fra dagens løb på Charlottenlund. Det skyldes vejret, som i aften har lovet op til vindstød af orkanstyrke.
“Jeg tør ikke risikere at sidde ved broen til i morgen tidlig, som meldingerne lyder på lige nu. Jeg har tjekket diverse sider, og jeg tør ikke risikere at sidde fast med en hest i traileren.”
I forbindelse med vores samtale med Anders Pedersen tog vi en snak om stalden. Vi har gennem længere tid holdt øje med træningslisten hos Aalborg-træneren, som kan fortælle.
“Vi har været og er i gang med et generationsskifte i stalden. Jeg har flere fine 3-åriger i stalden netop nu, og flere af disse er indenfor nogle måneder klar til prøveløb.
De to hopper Jacano og Jazz Laser er gode hopper, som indenfor nogle måneder er klar til prøveløb, fortæller Anders Pedersen. Vi har aktuelt ni hingste blandt staldens 3-åringer. Jeg vil ikke fremhæve den ene frem for den anden, men det ser bestemt også fornuftigt ud for disse.”
Bobler blandt de 4-årige heste
I stalden hos Anders Pedersen har man en talentfuld 4-åring i form af Hillsborough. Credit Winner-sønnen har leveret flere fine præstationer i en karriere, der blot har budt på seks starter.
Direkte adspurgt om Hillsborough, fortæller Anders Pedersen:
“Han er påbegyndt galoptræningen, og gør sæsondebut om en måned til halvanden.”
Efter dagens afbud til Charlottenlund Travbane, forventer Anders Pedersen at staldens næste starter bliver på hjemmebanen i Aalborg.
Foto Burt Seeger.
Tags: Anders Pedersen






