Redaktørens hjørne: Jeg vil gerne bidrage – eller have muligheden
I dag tager jeg de personlige briller på. Denne omgang af Redaktørens hjørne handler om min egen ansøgning om medlemskab af DTS, men også om, hvordan dansk travsport tager imod mennesker, der gerne vil bidrage og deltage i beslutningerne.
Knap fire uger efter ansøgningsfristen venter jeg stadig på at få at vide, om jeg kan blive medlem af DTS. I en sport, der efterlyser nye mennesker, engagement og fornyelse, burde det være lettere at få en afklaring.
Min forbindelse til Charlottenlund Travbane går gennem flere generationer. Mine bedsteforældre kom på banen. Det samme gjorde mine onkler, tanter og forældre. Min søster hjalp som ung til i flere stalde på løbsdage.
Selv har jeg haft min gang der, siden jeg var fem-seks år gammel. I dag er jeg den eneste tilbage i familien, der fast besøger en dansk travbane og det er i sig selv en trist udvikling.
Gennem årene har jeg også hjulpet Charlottenlund Travbane på frivillig basis, primært med tekniske opgaver. Jeg har aldrig taget en krone for de mange timer. Blandt andet afløste og hjalp jeg med jævne mellemrum Carsten Bundgaard med forskellige gøremål, herunder opdatering af Travbanen.dk.
Ansøgningen blev i år sendt inden årets frist den 30. september, og jeg har modtaget en bekræftelse på, at den er modtaget. Siden er der ikke sket mere, som jeg er blevet orienteret om. I dag skriver vi den 26. oktober.
Derfor har jeg i dag henvendt mig til Elsebeth Stausholm for at få en status. Måske er der usædvanligt mange ansøgere i år. Måske er beslutningsprocessen bare lang. Det skal jeg ikke kloge mig i, men processen er den jeg anfægter.
Forudsætningerne fra min side er ellers enkle: Jeg har en ren straffeattest, skylder hverken den ene eller anden noget og har altid overholdt DTS’ vedtægter. Jeg har haft en relation til banen siden barndommen.
Jeg håber det er nok.
Til sammenligning tog det under en uge at få min sikkerhedsgodkendelse til arbejde på en ambassade i København. Da jeg arbejdede i EU-Kommissionens danske afdeling, tog sikkerhedsgodkendelsen under 14 dage. Det er forskellige processer, men sammenligningen sætter min ansøgning om medlemskab i DTS lidt i perspektiv.
Knap en måned efter ansøgningsfristen har jeg selv måttet rykke for at finde ud af, hvor sagen står. En besked om, hvornår ansøgningerne bliver behandlet, ville som minimum give os, der har søgt, noget konkret at forholde os til.
Når sporten efterlyser mennesker, der vil tage ansvar, bør vejen ind også være overskuelig. Jeg har søgt, fordi jeg gerne vil bidrage og deltage.
Jeg anfægter blot beslutningsprocessen.
Ulrik Pedersen.
