Debat: Er Hemo-15 “lovlig doping” – og bør travsporten sætte en klarere grænse?
En aktuel sag har sat gang i en principiel debat i finsk travsport. Det finske hestemedie Hevosurheilu stiller i dagens leder et ganske direkte spørgsmål om præparatet Hemo-15: Bør det overhovedet være tilladt at anvende på væddeløbsheste, selv når brugen sker inden for de gældende regler og tilbageholdelsestider?
Mediet bruger den skarpe formulering “lovlig doping?”, og spørgsmålet rækker længere end en enkelt finsk dopingsag. Det handler grundlæggende om, hvor travsporten ønsker at trække grænsen mellem behandling af en hest og medicinsk påvirkning, der potentielt kan forbedre dens præstationsevne.
Det bliver interessant at se, om resten af europæisk travsport følger efter.
Debatten er opstået efter sagen omkring den finske travhest Overhead Panel. Efter hestens start på Jyväskylä den 13. juni blev der i en urinprøve konstateret en koncentration af kobolt, som oversteg den internationale grænseværdi. Træner Mari Leinonen har efterfølgende forklaret, at Overhead Panel efter anbefaling fra en dyrlæge havde fået en injektion med Hemo-15 fire døgn før starten. Suomen Hippos behandlede sagen som en dopingovertrædelse og besluttede blandt andet at diskvalificere hestens resultat. Mari Leinonen blev samtidig idømt to års udelukkelse og en bøde på 10.000 euro.
Netop Hemo-15 er interessant i denne sammenhæng. Det er et veterinært injektionspræparat, som blandt andet indeholder koboltgluconat, vitamin B12, jern, vitaminer, aminosyrer og andre stoffer. Kobolt er samtidig et naturligt forekommende og nødvendigt sporstof i kroppen, men problemstillingen opstår, fordi tilførsel af kobolt kan påvirke kroppens produktion af EPO og dermed produktionen af røde blodlegemer.
Flere røde blodlegemer kan øge blodets evne til at transportere ilt, og netop derfor bliver diskussionen interessant i en sport, hvor hestens udholdenhed og iltoptagelse er helt afgørende for præstationsevnen.
Hvornår bliver behandling til præstationsfremme?
Det centrale spørgsmål er derfor ikke nødvendigvis kun, om et præparat kan anvendes lovligt på et bestemt tidspunkt. Spørgsmålet er også, hvorfor det anvendes.
Der er naturligvis situationer, hvor en syg eller mangelfuld hest skal behandles. Ingen seriøs diskussion om antidoping bør ende med, at heste ikke kan få den veterinære behandling, de har behov for. Hestevelfærd må altid komme først. Hvis en hest er syg, skal den behandles – og derefter have den nødvendige tid væk fra væddeløbsbanen.
Men situationen bliver anderledes, hvis et præparat anvendes på en rask væddeløbshest med det formål at forbedre blodværdier, restitution eller præstationsevne. Her opstår den gråzone, som Hevosurheilus leder sætter fokus på.
For selv hvis en behandling gennemføres på et tidspunkt, hvor de formelle tilbageholdelsestider kan overholdes, er det så nødvendigvis i overensstemmelse med sportens intentioner?
Det er et spørgsmål, som travsporten bør turde diskutere åbent.
Suomen Hippos forklarer selv, at kobolt er nødvendigt for kroppen og indgår naturligt i blandt andet foder og kosttilskud. Derfor findes der en international grænseværdi. Men organisationen understreger samtidig, at kobolt kan anvendes med henblik på at øge kroppens EPO-produktion og derigennem antallet af røde blodlegemer. Overskrides den fastsatte grænseværdi i en prøve, er der efter de gældende regler tale om et forbudt niveau.
Det viser samtidig udfordringen. En hest kan naturligt have kobolt i kroppen, og den kan få kobolt gennem sin normale fodring. Derfor kan reglerne ikke nødvendigvis være så simple som at kræve, at en prøve skal vise nul.
Travsporten lever af tillid
Debatten bør heller ikke alene handle om Finland. Problemstillingen er relevant for hele den europæiske travsport.
Publikum, hesteejere, opdrættere og spillere skal kunne stole på, at resultaterne på væddeløbsbanen først og fremmest afgøres af hestenes naturlige evner, træningen og kuskenes dispositioner. Hvis der opstår en kultur, hvor man konstant forsøger at finde den maksimale medicinske påvirkning, der stadig kan holdes inden for reglerne, risikerer sporten at bevæge sig i en problematisk retning.
Der er nemlig forskel på spørgsmålet “Er dette lovligt?” og spørgsmålet “Er dette noget, vi ønsker i travsporten?”
Det er måske netop dér, den finske debat bliver interessant.
Hvis et produkt gives med det formål at påvirke blodets evne til at transportere ilt og dermed potentielt forbedre hestens præstation, bør sporten så acceptere anvendelsen, blot fordi behandlingen foretages tilstrækkeligt lang tid før en start?
Eller bør man i stedet sige, at visse former for præstationspåvirkende behandling ikke hører hjemme omkring aktive væddeløbsheste?
Det er ikke nødvendigvis et enkelt spørgsmål at besvare. Et totalt forbud kan skabe andre problemer, fordi stoffer som jern, vitaminer og kobolt også har helt legitime veterinære anvendelser. Derfor kræver området præcise regler, veterinær ekspertise og en klar sondring mellem behandling af sygdom og forsøg på præstationsoptimering.
Hvor skal grænsen gå?
Sagen om Overhead Panel viser, hvorfor klare regler er nødvendige. Suomen Hippos har allerede slået fast, at den målte koboltkoncentration overskred den internationale grænseværdi, og sagen blev derfor behandlet som en dopingovertrædelse. Det er den konkrete sag.
Den principielle debat er en anden.
Her handler det om, hvorvidt travsportens regler alene skal fokusere på, hvad der kan måles på løbsdagen, eller om sporten også skal forholde sig mere direkte til bestemte behandlingsmetoder i perioden mellem starterne.
Hevosurheilus spørgsmål om “lovlig doping” kan lyde provokerende, men det rammer en problemstilling, som sporten ikke bør ignorere.
For travsportens troværdighed afhænger ikke alene af, at deltagerne følger reglernes bogstav. Den afhænger også af, at reglerne følger med udviklingen og afspejler det grundlæggende princip om, at hestene skal konkurrere på fair og forsvarlige vilkår.
Hvis et præparat primært anvendes for at gøre en rask hest hurtigere, stærkere eller mere udholdende, er det derfor rimeligt at spørge:
Skal spørgsmålet virkelig kun være, hvor lang karænstiden er – eller bør spørgsmålet være, om behandlingen overhovedet hører hjemme i travsporten?
Den debat er nu for alvor begyndt i Finland.
Det bliver interessant at se, om resten af europæisk travsport følger efter.
