Det er sportsmanship – når man hjælper hinanden og gør det rigtige
Travsport er konkurrence. Når startvognen slipper feltet, handler det om at komme først over målstregen, og der kæmpes om både penge, prestige og sportslige resultater. Men travsporten er også noget andet.
Den består af mennesker, der uge efter uge møder hinanden på landets og Nordens travbaner, og som ofte hjælper hinanden, når behovet opstår. En episode fra Bergsåker er et glimrende eksempel på netop den form for sportsmanship.
Tupelo Honey startede lørdag den 29. august på Bergsåker med Daniel Wäjersten i sulkyen. Hesten galopperede i sidste sving i V85-indledningen og fortsatte i forkert gangart hen over opløbsstrækningen. Derfor skulle Tupelo Honey diskvalificeres. Alligevel opstod der efterfølgende en fejl, for hesten blev registreret som nummer syv i resultatlisten og stod dermed til en placering, som den ikke var berettiget til.
Det kunne træner Markus Pihlström have valgt at ignorere. Han havde ikke selv lavet fejlen, og det var ikke hans ansvar at kontrollere den officielle resultatliste. Alligevel reagerede han. Pihlström opdagede, at noget ikke stemte, og kontaktede selv dommerne på Bergsåker. Til Travronden forklarede han efterfølgende, at han ganske enkelt kunne se, at resultatet var forkert, og derfor ringede han. Hans begrundelse var lige så enkel som den var præcis: Ret skal være ret.
Riksdommer Pär-Olof Grannas forklarede efterfølgende, at der var tale om en kommunikationsfejl. Resultatet var nået at blive klarmarkeret, inden fejlen blev opdaget, men fordi der var tale om en åbenlys administrativ fejl, kunne resultatlisten efterfølgende korrigeres. På papiret var sagen dermed hurtigt afsluttet, men episoden fortæller samtidig noget større om sporten. Pihlström kunne have ladet fejlen passere, men valgte i stedet selv at gøre opmærksom på den. Det er sportsmanship.
Vi har også eksemplerne i Danmark
Man behøver imidlertid ikke rejse til Sverige for at finde eksempler på, at folk inden for travsporten hjælper hinanden. Det sker også i dansk travsport, og ofte uden at nogen tænker videre over det. Et godt eksempel kom i januar 2024, hvor vintervejret skabte store problemer for flere af landets travbaner. Aalborg måtte aflyse, og andre baner havde vanskelige træningsforhold. På BioCirc Trav Arena Skive valgte man i den situation at åbne faciliteterne for andre.
Blandt dem, der benyttede sig af muligheden, var Lillian Uglebjerg, som på grund af forholdene på Jydsk Væddeløbsbane tog sine heste med til Skive for at kunne gennemføre træningen. Hun takkede efterfølgende Skive for at stille faciliteterne til rådighed og konstaterede, at når vejret driller, er det dejligt, at man i travsporten kan hjælpe hinanden. Der var ingen konkurrencefordel for Skive i det. Det handlede ganske enkelt om at hjælpe kolleger og sørge for, at hestene kunne få deres arbejde.
Det er på mange måder noget af det særlige ved travsporten. Den person, man forsøger at slå i dagens femte løb, kan være den samme person, man låner et stykke udstyr af inden syvende løb. En træner kan kæmpe med en kollega om hesteejere, kuskebookinger og præmiepenge, men samtidig være den første til at hjælpe, hvis noget går galt. Det samme gælder blandt amatørerne, hvor økonomien ofte er mindre, ressourcerne færre og behovet for at hjælpe hinanden desto større.
Konkurrent i dag – hjælpende hånd i morgen
Det er ikke nødvendigvis de historier, som får de største overskrifter. Ofte sker det helt naturligt. En sulky går i stykker kort før et løb, og en konkurrent finder en anden frem. En transport får problemer på vej til eller fra løb, og telefonerne begynder at ringe. En hest bliver vanskelig i staldområdet, og folk fra nabostaldene kommer til. Få minutter senere er de måske konkurrenter på banen, men lige dér handler det om noget andet.
Travsporten er en forholdsvis lille verden. Mange af de aktive møder hinanden uge efter uge og år efter år. Derfor opstår der også relationer på kryds og tværs. Man kan være konkurrenter på banen og samtidig have respekt for hinanden udenfor. Den person, man slår i dag, kan være den person, der hjælper én i morgen. Det er en del af den kultur, som måske ikke altid er synlig for publikum, men som de fleste aktive kender.
Et andet godt eksempel er tidligere travtræner Arvid Olsen. Gennem sin professionelle karriere vandt han mere end 2.500 løb og adskillige trænerchampionater på blandt andet Nykøbing Falster og Skovbo. Den professionelle karriere er for længst afsluttet, men forbindelsen til sporten er der stadig. Arvid Olsen hjælper fortsat tidligere kolleger og folk i miljøet, når der er brug for det. Det fortæller meget godt, hvordan travsporten kan fungere. Man stopper måske som professionel, men man stopper ikke nødvendigvis med at være en del af fællesskabet.
Sporten er afhængig af den slags mennesker
Travsporten kan være benhård. Der kæmpes om færre hesteejere, om sponsorer, heste, kuskebookinger og præmiepenge, og alle vil naturligvis vinde. Sådan skal sport også være. Men konkurrence behøver ikke betyde, at man holder op med at hjælpe hinanden. Tværtimod kan en sport sagtens være hård og konkurrencepræget samtidig med, at deltagerne behandler hinanden ordentligt.
Sportsmanship er derfor ikke kun at give hånd efter et løb. Det er også Skive, der åbner banen, når andre ikke kan træne. Det er den tidligere stortræner, der stadig giver en hånd med i stalden. Det er netværket, der hjælper en ældre hesteejer med at finde en løsning. Det er den aktive, der låner udstyr ud til en konkurrent kort før start, eller personen, der stopper op og hjælper, når en transport eller en hest skaber problemer.
Og det er Markus Pihlström, der opdager, at hans hest fejlagtigt har fået en placering og selv ringer til dommerne for at få fejlen rettet. Han kunne have tiet stille og ladet resultatet stå. Han gjorde det modsatte.
For ret skal være ret.
Det er sportsmanship
