13. august 2026

Redaktørens hjørne – Er det rettidig omhu?

Ulrik Pedersen
DEL NYHEDEN X WhatsApp

Redaktørens hjørne – Er det rettidig omhu?

I de seneste seks år – helt præcist siden april 2018 – har jeg gentagne gange fremhævet vigtigheden af rettidig omhu i Dansk Hestevæddeløb. Ifølge organisationens egen hjemmeside er der aktuelt 27 ansatte, suppleret af en række tilknyttede freelance-medarbejdere. Dette er naturligvis forbundet med betydelige omkostninger.

I dag, seks år senere, er der kommet en officiel udmelding om en omstrukturering, som indebærer en reduktion i medarbejderstaben. Blandt andet nedlægges stillingen som sportschef. Konkret betyder omstruktureringen, at fire stillinger fjernes:

– Sport: To stillinger nedlægges, herunder sportschef-stillingen.

– Kommunikation: Én stilling nedlægges.

– Økonomi: Én stilling nedlægges.

Derudover har økonomichef Anders Valler valgt at opsige sin stilling med fratrædelse ved udgangen af marts. Det er oplyst, at hans funktion som udgangspunkt ikke vil blive erstattet 1:1, skriver man i dagens pressemeddelelse.

Det er desværre ikke muligt på nuværende tidspunkt at fastslå, hvilken konkret besparelse der er tale om, eller hvordan dette præcist vil påvirke regnskabet i Dansk Hestevæddeløb. Det fremgår ikke af dagens pressemelding.

Det, vi med sikkerhed kan konstatere, er, at økonomien i Dansk Hestevæddeløb vil blive reduceret i de kommende år. I den forbindelse vil sportens egne evner til at generere indtægter samt bidragene fra spillet få en helt afgørende betydning for fremtiden.

Dette er en udfordring, der kræver fokus og målrettet indsats fra alle involverede parter.

Vi skal løfte i flok

Travet.dk har flere gange gennem årene forsøgt at række hånden ud til diverse baneansvarlige, og det samme kan siges om Dansk Hestevæddeløb. Et andet fokus er spillet og interessen for spillet som skal løftes yderligere de kommende år.

Vi er her, hvis man vil bruge os, og vi er her, hvis et samarbejde kan gavne. Det gælder banerne, det gælder Dansk Hestevæddeløb eller andre interesserede inden for dansk travsport. I disse år er samarbejde vejen frem og det ansvar tager vi gerne på os.

Det nemmeste i verden er at kritisere til højre og venstre, men svære er det at anerkende når beslutningstagere tager skeen i den anden hånd.

Ordet omhu betyder forsigtighed, omhyggelighed og opmærksomhed i forhold til detaljer eller pleje af noget eller nogen. Det økonomiske fundament i Dansk Travsport må forventes at blive mindre, og det tager man i dag konsekvensen af.

Det store spørgsmål er selvfølgelig hvad planerne er fremover.

Noget helt andet – En opfordring til dialog og gennemsigtighed

I forbindelse med Hestesportens Galla er der blevet ytret kommentarer om vores medie og vores følgere. Det er blevet påstået, at 12.000 ud af vores 15.479 følgere skulle stamme fra Indien.

Vi vil gerne opfordre til, at man i stedet for at sprede rygter tager direkte kontakt til os. Vi står altid klar og alternativt kunne man selv fremlægge konkret dokumentation for sine udsagn.

Det er en skam, at 10 års arbejde med at udbrede kendskabet til vores virksomhed bliver svinet til på denne måde. Det underminerer den indsats, der er lagt i at opbygge vores netværk i ind og udland. Det er småligt, det er trist.

Vi snakker om voksne mennesker, og det er egentligt nok det mest skræmmende!

Af Ulrik Pedersen
Travet.dk.

SENESTE NYHEDER
SAMARBEJDSPARTNERE