Hest som kunstmaler
Hest som kunstmaler
Tristan smiler – og måske forstår han mere, end vi aner.
Er det mon fordi, han er stolt af sit nyeste værk, der netop er blevet skabt på en mark uden for Skive? Måske nyder han bare opmærksomheden. Eller også er det fordi, han endnu en gang har løst en opgave, der har krævet både fokus, nysgerrighed og en god portion kreativitet.
Tristan er ikke en helt almindelig hest
Tristan er 18 år gammel, lille af størrelse, men stor i personlighed. Han er en blanding af islænder og fjordhest, med et mildt blik og en energi, der minder mere om en ivrig hund end en traditionel ridehest.
Hele sit liv har han boet hos hunde- og hestetræner Josie Quintrell. Her har han fået en opvækst, der har formet ham til den unikke hest, han er i dag – en hest, der kan apportere, gennemføre agilitybaner og endda male. Ja, male.
Tristans utraditionelle opvækst hos Josie har betydet, at han aldrig er blevet presset ind i en bestemt rolle. I stedet har hun lyttet til ham, observeret ham og fundet frem til, hvad der virkelig motiverer ham.
– Jeg kan godt ride en tur på ham, men det blev hurtigt tydeligt, at han ikke synes, det er sjovt. Han bliver ikke bange, han bliver bare… uinteresseret. Og så er der ingen grund til at fortsætte, fortæller Josie Quintrell til TV Midtvest.
Begyndte at eksperimentere
Josie begyndte at eksperimentere. Hvad nu, hvis Tristan fik mulighed for at bruge hovedet mere? Hvad nu, hvis han blev stillet opgaver, der krævede problemløsning frem for fysisk arbejde? Hvad nu, hvis han fik lov til at være den hest, han faktisk er – og ikke den, man forventer, han skal være?
Det viste sig hurtigt, at Tristan trivedes med alt, der udfordrede hans tanker. Han var nysgerrig, lærenem og ivrig efter at prøve nye ting. Og vigtigst af alt: Han syntes, det var sjovt.
Det første store gennembrud kom, da Josie opdagede, at Tristan havde en særlig interesse for ting, der blev kastet.
– Jeg kastede for sjov en handske, og han gik straks hen og samlede den op. Så tænkte jeg: “Okay, det her kan vi arbejde med.” Og det kunne vi, fortæller hun.
Tristan kan hente næsten alt
Tristan har efterhånden lært at apportere stort set alt, der ikke er for tungt eller uhåndterligt. Han henter kegler, bolde, klude og endda små værktøjer, når han får lov. Og hver gang bringer han tingene tilbage med en stolthed, der er svær at overse – altid med det lille smil, der efterhånden er blevet hans kendetegn.
Apporteringen var dog kun begyndelsen. Næste skridt blev agility.
– Han elsker at bevæge sig, men ikke på den måde, som rideheste normalt gør. Han foretrækker at hoppe over små forhindringer, gå gennem tunneler, zigzagge mellem kegler og løse små opgaver undervejs, fortæller Josie.
Det er, som om han hele tiden tænker: “Hvad er næste udfordring?”
Mere selvsikker
Agilitytræningen har gjort Tristan både mere selvsikker, mere opmærksom og endnu bedre til at samarbejde. Han reagerer på de mindste signaler, holder nøje øje med Josies kropssprog og tager selv initiativ, når han fornemmer, at det er tilladt.
En hest med en pensel
Det mest bemærkelsesværdige er dog uden tvivl hans evne til at male.
Det hele startede som et eksperiment. Josie havde set videoer af dyr, der malede, og tænkte, at Tristan måske ville synes, det var sjovt at prøve. Men hvordan får man en hest til at holde en pensel?
– Jeg viklede klude rundt om penselskaftet, så han kunne få et godt greb. Derefter viste jeg ham bevægelsen: op og ned, op og ned. I starten forstod han det ikke helt, men så skete der noget. Han begyndte at efterligne mig, forklarer hun.
Kan male strøg
I dag kan Tristan male strøg, der er overraskende kontrollerede. Ikke kunst i traditionel forstand, men farverige mønstre, der bærer præg af hans personlighed: energiske, legende og fulde af liv. Når han står med penslen i munden, ørene fremme og øjnene fokuserede, er det tydeligt, at han er i sit es. Han arbejder. Han tænker. Han skaber. Og bagefter smiler han.
Et partnerskab bygget på tillidFor Josie er Tristan ikke bare en hest. Han er en samarbejdspartner, en ven og et levende bevis på, hvad der kan ske, når man tør tænke anderledes.
– Mange heste bliver sat i en bestemt kasse fra starten. De skal rides, de skal præstere, de skal passe ind. Men Tristan passer ikke ind i nogen kasse. Og det er helt okay. Han har lært mig, at dyr – ligesom mennesker – har individuelle præferencer. Og at vi kommer længst, når vi lytter, siger hun.
Tristan har aldrig været tvunget til noget. Han har fået lov til at udforske, fejle, prøve igen og finde sin egen vej. Det er måske derfor, han er så samarbejdsvillig. Han arbejder ikke for at undgå pres – han arbejder, fordi han har lyst.
Et smil, der siger det hele
Tilbage på marken ved Skive står Tristan nu og betragter sit nyeste maleri. Farverne er spredt ud over lærredet i brede, ujævne strøg. Det er ikke perfekt. Det er ikke planlagt. Men det er hans.
Og han smiler.
Måske fordi han ved, at han har gjort noget godt. Måske fordi han elsker at lære. Eller måske fordi han – i sin helt egen hestelogik – forstår, at han er noget særligt.
For det er han.
Link til historien på TV Midt Vest.
