Frankrig – Carl Halbak til start i dag
Den danskopdrættede Carl Halbak, er i dag til start i et løb med en samlet præmiesum på 30.000 euro. Carl Halbak er på startlisten på Hyeres.
Den svenske vallak Carl Halbak (Orlando Vici), opdrættet af Bjarne Fyenbo, blev i 2019 solgt for 80.000 svenske kroner på den svenske Elitauktion.
I hænderne på Matthieu Abrivard har Carl Halbak opnået flotte resultater, herunder en sejr på Vincennes.
Se sejren på Vincennes fra forrige start.

Fra værftsarbejder til passioneret travsportsmand
Bjarne Fyenbos rejse inden for travsport begyndte først i en alder af 28 år. Selvom han voksede op på et mindre landbrug og altid havde haft kontakt med dyr, arbejdede han i sine unge år blandt andet på Aalborg Værft.
“En dag købte jeg sammen med en kammerat en travhest, og vi fik amatørlicens. Men allerede fra starten mærkede jeg, at det var opdræt, der fangede min interesse,” fortæller Bjarne. Han købte hoppen Ann Mission, som blev mor til Hannibal og Kiba Dirt – to føl, der begge blev solgt til Norge.
Læretid hos erfarne hestemænd
Bjarne begyndte at hjælpe Simon Krogh, tidligere formand for Aalborg Væddeløbsbane, og blev senere ansat til at passe og træne Kroghs heste. Herefter arbejdede han for Bent Ole Pedersen på Stutteriet Bakkelygaard, hvor han lærte kunsten at træne og udvikle unge heste.
“Bent Ole var den dygtigste hestemand, jeg har kendt. Han lærte mig, at man ikke kan forcere en hest. Grundtræning og kondition er fundamentet for at få hestene til at præstere,” siger Bjarne.
Da Hovhedegaard blev etableret af Lars Berg med Jørn Damsgaard som træner, fulgte Bjarne med og videreudviklede sin viden om væddeløbshestes udvikling.

Etableringen af Stutteriet Halbak
Med opsparede midler besluttede Bjarne at starte som selvstændig travtræner. Efter at have taget sin trænereksamen grundlagde han Stutteriet Halbak, hvor han kombinerer træning og opdræt.
“Det er en stor glæde at træne og udvikle heste. At få en følhoppe i fol og senere modtage et nyt føl er en oplevelse, man aldrig bliver for gammel til. Det er livet,” siger Bjarne.
Moderne faciliteter og internationale auktioner
Stutteriet Halbak råder over en 350 meter rundbane til tilkørsel og opvarmning samt en kuperet 1000 meter bane, der er ideel til intervaltræning. Jordbunden er skånsom for hestene, og de store folde i kuperet terræn giver optimale forhold for hestenes trivsel.
Trods udfordringerne i branchen har Bjarne haft held med at sælge heste til norske og svenske ejere gennem årene. Han deltager fortsat på auktioner i Norge, Sverige og Danmark.
“Selvom betingelserne for opdrættere ikke er optimale, har jeg været heldig med loyale kunder. Det giver mig mulighed for at fortsætte med det, jeg elsker,” har Bjarne Fyenbo tidligere udtalt.
[useful_banner_manager banners=2 count=1]





