Næstyngste deltager i NM
Dansk Travsport stiller i eftermiddag med et stærkt hold ved de nordiske Mesterskaber på Fyens Væddeløbsbane. Dennis Kristensen, Mathias Jensen og Kamilla Plambech.
Konkurrencens næstyngste deltager kommer således fra Danmark. Kamilla Plambech er årgang 2002, men trods sin unge alder har hun en solid ballast i kufferten.
Kamilla Plambech har været omkring heste hele sit liv. Hendes farfar var den mangeårige opdrætter Jørn Plambech, og hendes mor Maria har været ansat i flere professionelle stalde.
Det med heste, har derfor altid været en del af opvæksten hos Kamilla Plambech, som startede med ponysporten og sidenhen tog springet til de store heste.
Hun blev den yngste champion på en dansk travbane nogensinde, og sidste år formåede hun at vinde en DM-titel. Hun var sidste år, også den yngste deltager ved EM.

En af sportens unge
I dag står Kamilla Plambech som en af travsportens helt store talenter og det er ikke kommet af sig selv. Der er sket meget, siden denne skribent oplevede en blot 9-årige Kamilla Plambech køre løb på SPT-banen, også kaldet Sydsjællands ponytravbane.
Der er sket en kontinuerlig udvikling hos Kamilla Plambech, i og med køreturene er blevet flere og flere. Den forsigtighed, der måske var i karrierens start, er udskiftet med en kølighed og stor fornuft.
Der køres travløb med indersiden af hovedet, og man ser ikke Kamilla Plambech køre en hest bort grundet ivrighed eller manglende løbsforståelse. Hun er en af de unge mennesker, der bliver interessant og følge de kommende år i dansk travsport.
I dag gælder det Nordisk Mesterskab på Fyn.
Fotos af Burt Seeger.







