Danskhv meddeler i dag
Over otte afdelinger og en stor finale skal de danske jockeyer kæmpe om ærespræmier og legater for næsten 100.000 kroner!
Det skriver Dansk Hestevæddeløb på egen platform.
Med opstart søndag den 9. april i Aalborg tages der hul på en ny løbsserie for jockeyer med dansk licens inden for travsporten. Serien omfatter otte indledende afdelinger og med en finale på Lunden den 5. november, hvor der også afvikles Dansk Opdrætningsløb.
Løbsseriens setup minder i store træk om rammerne for Sigter Mod Stjernerne og Fast Riders Cup-serierne, men nu får jockeyerne altså deres helt egen løbsserie.
– Tidligere har vores jockeyer haft et begrænset løbsudbud, men det ønsker vi nu at udvide, indleder sportschef René Jensen.
– Serien starter i april og fortsætter med et løb om måneden inden finalen i starten af november, hvor der er meget fine præmier til de tre bedstplacerede kuske i serien. Der vil nemlig være et rejselegat på 15.000 kroner til hver af de tre kuske, og disse penge kommer fra arven efter Børge Vang Christensen, som DTC modtog for nogle år siden.
– I hver af de indledende afdelinger vil ærespræmien til den vindende kusk i øvrigt være et gratis ophold på et kommende Grund- eller Trænerkursus og til en værdi af 4-5.000 kr., så der bliver virkelig fokuseret på at gøre noget specielt for denne målgruppe, der jo skal være en del af fremtiden for dansk travsport, slutter René Jensen.
Fokus på uddannelse
Som nævnt er denne mulighed for en særlig indsat for vores jockeryer kommet fra arven efter Børge Vang Christensen, der havde et tydeligt budskab eller krav til DTC omkring sin donation: Pengene skal bruges på jockeyer med licens i Danmark og med fokus på uddannelse.
Og konceptet møder også stor opbakning fra DTC, lyder det fra organisationens formand, Egon Jensen.
– Vi er i DTC meget taknemlige over, at Børge Vang Christensen har testamenteret en del af sin arv som tilskud til uddannelse af jockeyer i den danske travsport. Børge Vang Christensen var hesteejer og dyrkede sin store interesse for travsporten med base på sin ejendom i Faxe på Sydsjælland.
– Løbsserien vil forhåbentlig være et incitament for den enkelte jockey til at blive og udvikle sig i travsporten. Øget løbsdeltagelse og uddannelse skal gerne fremme motivationen for det daglige arbejde med hestene, uddyber Egon Jensen.
Legaterne og ærespræmierne som uddeles i løbet af året i løbsserien skal anvendes inden udgangen af 2026. Datoer og regler for den nye løbsserie kan ses i Travkalenderen for april, som udkommer i midten af den kommende uge.
Foto Trav365.no – Stein Larsen.





