Norsk medie – Klassehest hos Westergaard solgt
I går kunne vores norske samarbejdspartner Trav365.no oplyse at Bo Westergaard-trænede Floris Baldwin var solgt, men blev i stalden. Det samme er tilfældet med en anden hest i træning hos Aalborg-træneren.
Keystone Cash, der havde samme ejer som Floris Baldwin, er blevet solgt efter en konkurs. Ny ejer er Rune Arild Hansen, fortæller vores norske samarbejdspartner Trav365.no.
Den syvårige Chapter Seven-søn er allerede blevet omregistreret. Træner Bo Westergaard bekræfter over for Trav365, at hesten endte i et konkurssalg.
– Det er rigtigt. Der var fire heste. To avlshopper, stående i Danmark. Og to væddeløbsheste. Begge væddeløbsheste er solgt. Det har en advokat stået for, siger han.
– Du har haft dem i træning, mister du noget ved konkursen?
– Det er for tidligt at sige noget om. Jeg vil heller ikke udtale mig om, hvor meget jeg har udestående, men det er ikke så meget, siger han.
Efter en skade kom Keystone Cash stærkt tilbage i sidste sæson.
– Det er en rigtig fin hest. Han havde en gammel skade, da han kom hertil, men han har bare udviklet sig. Det er en dejlig hest, siger træneren.
Indtil videre har den vundet fem ud af 35 løb, travet 1.11,2 og tjent 372.724 NOK.
Travet.dk forsøgte i går at rette henvendelse til Bo Westergaard uden held. Vi henviser derfor i stedet til vores samarbejdspartner Trav365.no, som har snakket med Aalborg-træneren.
Foto Hesselborg Foto







