Karrieren ovre for Livi Power
Selvom danskeren Kim Pedersen fik to heste med i Prinsesse Märtha Louises Pokalløb i går, så kunne træneren også begræde, at en af hans heste har måtte indstille karrieren.
Anpartshesten Livi Power, der er i træning hos Kim Pedersen, kommer ikke til start mere. Det stod klart efter seneste start.
Hesten er så skadet, at den ikke kan fortsætte karrieren. Det skriver det norske hestesportsmagasin tgo.no.
Livi Power nåede at gøre 33 starter i karrieren, der sammenlagt bød på ni sejre og næsten 300.000 nkr. i præmier.
Hestens sidste start blev på Bjerke for 14 dage siden, hvor den var femte efter galopindslag.
Blev købt via Travet.dk
I september måned 2021 blev hesten sat til salg her på Travet.dk – og der gik ikke længe førend at Livi Power var handlet.
Det blev en anpartsstald hos Kim Pedersen, der købte hesten, hvorefter hesten gik til sit nye hjemland.
Flere af medejerne i anpartsstalden var med for første gang nogensinde, fortalte Kim Pedersen sidste år.
– Der er to hesteejere som er med på en anden hest her hos mig, så er dem der har startet dette projektet op sammen med en spilleklub. Spilleklubben består af ca. 20 personer, hvor jeg vil gætte på at halvdelen aldrig har ejet en hest før.
Indledte i Danmark
Det var hos Kent Friborg, at hesten for tre år siden blev godkendt, og det var også hos Aalborg-træneren at den vandt sin første sejr året efter.
Herefter gik turen videre til Tage Jørgensen, hvor den gjorde sin sidste start i Danmark i september 2021 med Christian Lindhardt i sulkyen.
I alt blev det til tre sejre, mens hesten var i træning hos Tage Jørgensen, inden at den fortsatte karrieren hos Kim Pedersen i det norske.
For Kim Pedersen blev det i alt til fem sejre. Den seneste kom i maj måned, hvor Magnus Teien Gundersen kørte hesten til sejr på Bjerke.
Fotokreditering – Flemming Andersen





