Tycoon onway Hall til start i dag
I dag afgøres Årjängs Store Sprinterløb med 600.000 SEK til vinderen. Her er der deltagelse af danske Tycoon Conway Hall og Flemming Jensen.
Udover førstepræmien på 600.000 SEK vil vinderen af Årjängs Store Sprinterløb også blive belønnet med en direkte plads til Hugo Åbergs Memorial på Jägersro den 26. juli. Her er førstepræmien 1.609.000 SEK.
Flot karriere
Det er 11. sæson, som Tycoon Conway Hall er i gang med, efter at den indledte karriere hos Steen Juul tilbage i oktober måned 2012. Hesten var også med i derbyet efter at have vundet sin derbyprøve, men den endte uden for præmierækken i det klassiske løb.
Som unghest vandt Tycoon Conway Hall bl.a. Grand Circle 3 års Championat, og Jydsk 4-årings Grand Prix og som ældre begik han sig i hårdeste internationale konkurrence.
2016 var det helt store år for Tycoon Conway Hall, hvor han bl.a. gav Propulsion kamp til stregen i Finlandia Open og bød Nuncio op til dans i Årjängs Stora Pris.
Det blev bl.a. til sejr i en indledende afdeling i Sweden Cup, og det år – 2016 – tjente Tycoon Conway Hall 982.498 kroner og satte sin rekord 1.09.4.
Efter 8-årssæsonen skiftede Tycoon Conway Hall træningskvarter til Flemming Jensen, hvor den gjorde comeback i 2020. Hos Aalborg-træneren har hesten genfundet topniveauet efter diverse alvorlige skader.
De deltagende heste er:
- Beartime – Helena Edlund
- Brother Bill – Timo Nurmos
- Bubble Effe – Alessandro Gocciadoro
- Click Bait – Stefan Melander
- Don Fanucci Zet – Daniel Redén
- Floris Baldwin – Kristian Malmin
- Milliondollarrhyme – Fredrik B Larsson
- Tycoon Conway Hall – Flemming Jensen
- Usain Töll – Erik Bondo
- Vernissage Grif – Alessandro Gocciadoro
Tycoon Conway Hall kan følges kl. 18.43.
Fotokreditering – Hesselborg Foto.

