Jagter 10 sejr i træk
Det er ikke hverdagskost, at en hest tager ni sejre i træk i dansk travsport. Det er dog tilfældet, for Morten Juul-trænede Giantissimo (Timoko), der søndag stiller til start på Fyens Væddeløbsbane.
Den sejrsvante traver kommer tilbage efter en lille løbspause. Giantissimo startede senest på Jægersro, hvor det blev til endnu en sejr, men fik også pålagt et startforbud af dommerne.
Et scenarie der er set flere gange, og nu har man taget konsekvensen fortæller hestens træner Morten Juul.
“Kort fortalt, så har Giantissimo været tilset af dyrlæger i Danmark og Sverige efter seneste start. Der er ingen af af de svenske eller danske dyrlæger, der har kunne finde en fejl på hesten.
Jeg kan konstatere, at dommerne i Danmark og Sverige er klogere end dyrlæger med minimum 5,5 års uddannelse bag sig. Jeg er egentlig også lidt ked af at skulle kommentere på det her, for jeg ved godt at hver gang jeg udtaler mig om dette her, så bliver opmærksomheden blot større på hesten, og det fortjener den ikke.”
Bør være en god chance
“Hvis dyrlægerne ikke har gjort hesten ringere, så bør han være en god chance, uddyber Morten Juul med et smil på læben.
Det er en Morten Juul, der er startet året godt. Det er blevet til to sejre i seks køreture for 2022-sæsonen.
Det er sket før at en hest fra Morten Juuls træningskvarter har vundet ti løb i træk. I 2018 sejrede, svenskfødte Knight Rider ti gange i træk, inden nederlaget kom. Den kommende søndag kan Giantissimo gentage bedriften og vinde ti løb i træk.
Foto Burt Seeger






