Direktøren ser frem til søndag
Nykøbing Falster Travbane står overfor årets største løbsdag. En løbsdag, der som alle andre storløbsdage kommer til at blive påvirket af den nuværende Corona krise. Travet.dk satte direktøren stævne til en lille snak.
Hvilke overvejelser og udfordringer har Corona krisen givet frem mod årets største løbsdag.
– Selvfølgelig at vi kun må være 500 i alt incl. staldfolk, kuske, officials, øvrigt personale og tilskuere. Normalt er vi jo op til 2.000 så det er lidt trist, men når det er sagt, er vi jo langt fra dem, der er ramt hårdest. Når man tænker på, at bl.a. Elitlopp og Copenhagen Cup er kørt helt uden tilskuere, samt at EM og OL er flyttet til næste år, så er vi næppe dem, der er hårdest ramt selv om det helt NFT-isoleret set er trist.

Hvordan synes du om hovedløbets sammensætning. I har formået at tiltrække en af landets, hvis ikke den bedste hest til Falster.
– Jeg synes faktisk løbet, er blevet et af de bedre i løbets historie. Tilstedeværelsen af Slide so Easy er fantastisk, men lodtrækningen har nu gjort, at det ikke bare bliver et walk-over for ham, og jeg forventer et spændende løb.
Hvad er målsætningen og ambitionen for løbsdagen?
– At få vist noget god sport. Selvfølgelig mangler der kvantitetsmæssigt noget i forhold til tidligere år, men med 33 løbsdage i DK i juli måned vidste vi jo også, at det kunne blive svært at stable et program på benene, der kom op på tidligere programmer for denne dag.
Spilmæssigt bliver det sikkert også lidt på det jævne – det siger jo næsten sig selv med kun 20-25% af den tilskuermængde, vi normalt har på plads, men hvad jeg egentlig skal forvente, har jeg lidt svært ved at vurdere ligesom meget andet i denne tid, fortæller Dennis Stenbæk til Travet.dk. –






