Pressemeddelelse – Ansvaret er mit Bo Westergaard
Bo Westergaard: Ansvaret er mit!
ID Exceptional er testet positiv!
Den meddelelse fik jeg torsdag eftermiddag, og den ramte mig lige i hovedet.
Ansvaret som professionel travtræner for de heste, som jeg har i min varetægt og som starter i løb er mit.
Det er der ingen tvivl om.
Efter jeg er vendt tilbage til Danmark, har jeg fået en ny chance for at være travtræner. Jeg har fået opbakning af ejere i ind og udland.
Det er jeg både meget taknemlig og ydmyg for.
Jeg har været særdeles omhyggelig med at få tilrettelagt nogle rutiner i og omkring vores stald på Vang Hovedgård, så fejlagtig brug af medikamenter på startheste kan elimineres.
Vi har en videoovervågning ved indgangen til stalden for at sikre, at eventuelle uvedkommende kan afsløres.
Jeg har indført nøje rutiner for ajourføring af hestenes sundhedspas.
Jeg mener at have gjort, hvad der er muligt for at undgå at stalden starter heste, der overtræder de medicineringsbestemmelser, der er fastsat af Dansk Travsports Centralforbund.
Alligevel er det sket, og det er meget alvorligt.
En af de heste, jeg har i min varetægt, ID Exceptional er testet positivt for stoffet Morphasol. (Læs mere her).
ID Exceptional startede og vandt Lord Valentines Mindeløb i Skive, hvor jeg var nummer to med Seven Nation Army.
Det middel som ID Exceptionel er testet positivt for, hedder Morphasol og gives ved indsprøjtning i hesten som et kortvarig bedøvelsesmiddel.
Det er almindeligt brugt af de dyrlæger vi benytter på min stald som beroligende middel før ledbehandling af hestene og tandlægebehandling.
Desuden kan det også bruges til at sløve en hest i forbindelse med skoning.
ID Exceptional har IKKE været under dyrlægebehandling – endsige behandling for tænder.
Den er ikke blevet skoet omkring tidspunktet for starten.
Og i det hele taget er ID Exceptional en flink og omgængelig hest, så der har ikke været anledning til at tro, at den skulle behandles for at være rolig.
Hvorfor der så forefindes Morphasol i hesten er for mig en stor gåde!
Det er klart, at efter jeg har fået meddelelsen om den positive prøve, har vi nu iværksat en omfattende undersøgelse af de rutiner og procedurer vi har, samt vil foranstalte et gennemsyn af video-overvågningen for dagene før hestens start i Skive den 30. april.
Det er særdeles svært for mig at fatte, hvordan ID Exceptional kan have fået stoffet i sig. Vi arbejder nu for at finde svar på hvor og hvordan I.D Exceptional har fået tilført stoffet Morphasol før starten på Skive.
Uanset skulle dette aldrig kunne have sket, og det er en alvorlig svigt.
Bo Westergaard.
Foto Stein Larsen