Victor Rosleff – Kæmpe oplevelse
Den blot 22 årige Victor Rosleff har den seneste tid fyldt de danske og svenske overskrifter efter en stærk periode, hvor den talentfulde dansker har flere fine sejre. I går blev det til endnu et svensk mesterskab, da Victor Rosleff kørte Jerry Riodan-trænede Echelon først over målstregen.
Det er en morgenfrisk Victor Rosleff, som Travet.dk fangede på telefonen søndag morgen. Det var de helt store gloser journalisterne fra ATG var fremme med i går, og den store ros er også blevet bemærket af Victor Rosleff.
– Jeg har ikke hørt de respektive udtalelser, men når en mand som Stefan Hultman snakker, så lytter man efter. Han er en mand, som jeg har stor respekt for, da han selv har prøvet alt på egen krop. Han kender til, hvor svært det er at slå igennem og hvor få der kommer gennem selvsamme nåleøje, fortæller Victor Rosleff.
Jeg har en god og stabil hverdag heroppe, hvor jeg nyder tilværelsen hos Peter Untersteiner. De sidste 2,5 år er gået stærkt, og der er sket kolossalt meget. Jeg har i det daglige syv pasheste hos Peter Untersteiner, uddyber Victor Rosleff.
Det er vigtigt at ens hverdag hænger sammen, og man trives. Jeg synes begge ting fungerer for mig, og det er også medvirkende til at resultaterne kommer. I den forbindelse er jeg meget taknemmelig for alle de fine køreture Jerry Riordon sender min vej.
Jeg havde ikke stået med to SM-titler uden hans opbakning. –

I dag går turen mod Charlottenlund
I dag tager Victor Rosleff turen til Charlottenlund Travbane, hvor han skal køre for Axel Jacobsen. Lunden-træneren har en stor andel i, at Victor Rosleff i dag står som et af Sveriges største kusketalenter.
– Axel og jeg har løbende kontakt og han ringede i sidste uge, om jeg ville køre en hest for ham. Når jeg er hjemme i Danmark, så plejer jeg at kigge forbi stalden og deltage lidt i træningen.
I dag kører jeg Copain D´Amerique, som starter fra et svært spor. Det handler om at give hesten et godt løb, og forhåbentlig kan vi tage en af de bedre præmier, når løbets skal afgøres. –
Victor Rosleff har i år kørt 1,8 millioner skr. ind og står noteret for 15 sejre.
Fotos af MVA Foto






