Victor Rosleff ”hjem” til opdrætningsprøverne
Han vader i succes i det svenske og senest har ATG lavet et større indslag med den unge dansker. I morgen tager Victor Rosleff turen til sin gamle hjemmebane Charlottenlund.
Victor Rosleff har gennem de senere år etableret sig i det svenske som en dygtig og lydhør kusk. Til Travet.dk, har Victor Rosleff gentagne gange fortalt, at det handler om at forberede sig bedst muligt på den enkelte hest, og der bruges meget tid på selve forberedelsen.
Her på siden har vi fulgt Victor Rosleff siden licensen kom i hus for år tilbage. Der var flere på og omkring Charlottenlund Travbane, der rynkede på næsen over at Victor Rosleff tog en anderledes og utraditionel vej. En vej, som har vist sig at være den rigtige for Victor Rosleff.
Kort efter skoletiden, blev Victor Rosleff spurgt af Peter Untersteiner om han havde interesse i at komme op og arbejde for ham på Halmstad. Et tilbud Victor Rosleff ikke behøvede mange minutters betænkningstid til at svare på.
Victor sugede lærdom til sig, inden karrieren bød på nye udfordringer. I dag kører Victor Rosleff jævnligt V75-Løb og er med på den store scene i Sverige, og det med succes.
De talentfulde dansker har dog ikke smækket med dørene nogen steder, og foruden at rejse Sverige rundt for at køre løb, hjælper Victor Rosleff også til hos sin tidligere medarbejder Team Untersteiner et par gange om ugen, og hjælper ligeledes til hos andre trænere.
I morgen gælder det flere køreture på Charlottenlund Travbane.
I en prøve til Dansk Opdrætningsløb kører Victor Rosleff for Orla Karlsson. Det handler om hesten Justin (Zola Boko), der kommer med en tredjeplads i debuten.
Justin er opdrættet af Morten Sørensen, og har den tidligere tophoppe Rikki Rikki Taxi som mor. I 2021 var Justin med på Derbyauktionen, hvor den blev købt tilbage for 70.000 kr.
Foto KM FOTO.







