Vandt og fik startforbud
Keystone og Nicklas Korfitsen leverede en stærk præstation i Aalborg, hvor de sikrede sig sejren i sæsondebuten. Efterfølgende fremgik det af dommerrapporten, at Keystone havde fået 10 dages startforbud, da hesten ikke blev vurderet til at være i væddeløbsmæssig stand.
Vi har brugt det meste af eftermiddagen på at undersøge sagen, og landsdommer Michael Holmer udtalte i den forbindelse:
”Vi har efter sædvanlig procedure orienteret træneren om årsagen, men vi angiver ikke yderligere detaljer i løbsrapporten eller udtaler os yderligere.”
Denne tilgang repræsenterer en ændring, som vi ikke tidligere har været bekendt med. Vi har fundet eksempler på dommerudtalelser til medier helt tilbage fra 2015 og frem til sidste år. Det ser nu ud til, at vi ikke skal forvente lignende udtalelser fremover.
I den forbindelse har vi også været i kontakt med Dansk Hestevæddeløb, som oplyste, at de ville vende tilbage med en udtalelse. Dette er dog endnu ikke sket, og det tager vi til efterretning.

Travtræner Nicklas Korfitsen udtaler til Travet.dk:
“Keystone havde en mindre rift i læben.”
Marc Munch Kjærgaard fra ejerkredsen, fortæller desuden til Travet.dk:
“Den havde bidt sig i tungen og blødte.”
Foto af Hesselborg Foto samt Martin Timm Holmstav.






