To danske opdræt i Svensk Top10
De danske opdræt har klaret sig godt i år, og det kan især aflæses på den svenske statistik over de mest vindende heste i 2023.
Det er en liste, der toppes af San Moteur, der har været anden i Elitloppet og den har sammenlagt i 2023 tjent 3.685.000 skr.
Til gengæld er det en dansk hest, der ligger på andenpladsen på listen. Det er Eric The Eel, som jo ejes af Panamera Racing og Egebro Racing.
Eric The Eel vandt Harper Hanovers på Solvalla, ligesom den også hentede en større præmie forleden. I alt er det blevet til 2.351.353 skr. i år.
Efter Jovality på tredjepladsen, følger Sprintermesteren-vinderen som fjerde med 1.576.000 skr. Det er Thomas Lind-Holms Hustle Rain, som Metro Invest er medejer af.
Også i Top15 på ejersiden
Med ovenstående in mente, så er ejerne af hestene også med fremme på de svenske lister, og det er inden for Top15 for begges vedkommende.
Panamera Racing og Egebro Racing er på tiendepladsen med 2.489.491 skr., idet Queen Of America og Runs In The Family også er med på listen.
Til gengæld er det kun Hustle Rain, der har sørget for at Thomas Lind-Holm og Metro Invest er på 15. pladsen med 1.576.000 skr.
Sejren til Eric The Eel forleden var i øvrigt sejr nummer 200 for Panamera Racings opdræt, der har tjent langt over 28 millioner skr. i deres karriere.
Foto Burt Seeger.





