Redaktør – Tak for otte års samarbejde
Tak for samarbejdet – Dantoto
Vi er dybt taknemmelige for det samarbejde, der gennem otte år har været med til at forme Travet.dk til det medie, vi er i dag. Samarbejdet blev etableret med uvurderlig hjælp fra Carsten Bundgaard og Jesper Nielsen, som begge spillede en helt afgørende rolle i den første kontakt med Danske Spil. Deres engagement, indsigt og tro på projektet var med til at åbne dørene og skabe den tillid, der gjorde det muligt at tage de første skridt.
De to herrer var ikke blot forbindelsesled – de var katalysatorer. Deres støtte og opbakning var stærkt medvirkende til, at Travet.dk efter to års prøvebane valgte at gå hele vejen. Fra at være et passioneret fritidsprojekt i årene 2014 til 2016, drevet ved siden af fuldtidsarbejde, tog vi beslutningen om at gå all in på visionen: at skabe et bæredygtigt nyhedsmedie for hele sporten. Et medie, hvor alle, der ønskede at bidrage, kunne få en stemme – uanset om de kom fra de største stalde eller de mindste miljøer.
Denne grundtanke om fællesskab, åbenhed og plads til alle har været bærende for vores udvikling lige siden. Og uden den tidlige støtte fra Carsten Bundgaard og Jesper Nielsen havde rejsen set helt anderledes ud. Derfor skylder vi dem – og alle, der har været med på vejen – en stor tak.
De to herre er desværre ikke blandt os mere, men de og deres betydning for vores medie, er bestemt ikke glemt. I dag savner vi dem ikke kun, men vi savner også sparringen i det daglige.

Dantoto
Tak for et godt, udviklende og konstruktivt samarbejde med Danske Spil/Dantoto. Det er vemodigt at sige farvel til en samarbejdspartner gennem otte år – og samtidig vores største kunde – som nu trækker stikket.
I en tid, hvor partnerskaber er afgørende for at skabe reel værdi og udvikling, er det vigtigt at stoppe op og anerkende de samarbejder, der faktisk gør en forskel. Et af disse har været vores samarbejde med Danske Spil. Gennem hele forløbet har det været præget af professionalisme, gensidig respekt og en fælles ambition.
Derfor skal der lyde en stor og oprigtig tak til hele teamet hos Dantoto. Tak for tilliden, for samarbejdsånden og for den energi, I har bragt ind i arbejdet. Jeres engagement har haft stor betydning for Travet.dk’s udvikling og for vores mulighed for at levere et stærkt produkt til vores læsere.
Kun én samarbejdspartner – Skive Revision – har været med os længere end Danske Spil/Dantoto. At netop vores største annoncør nu må erkende, at tingene er blevet for svære, og at interessen for spil på heste er faldende, er et tydeligt tegn på de udfordringer, sporten står overfor. Og det er ikke kun Danske Spil, der mærker presset.
Når man læser om spil på heste i dag, savner man ofte en dybere indsigt i, hvilke betingelser potentielle spilselskaber faktisk tilbydes. For hvem har lyst til at byde ind, når rammerne er så begrænsede?
En helt afgørende faktor er billedmaterialet, som sporten har solgt til BET25. Undertegnede tør godt sige, at netop dett gør det markant sværere for andre spilselskaber at engagere sig i dansk hestesport. For hvem ønsker at udbyde spil på danske løbsdage, hvis man ikke engang kan vise løbene? Det er et grundlæggende spørgsmål, som sporten nu må forholde sig til.
Resultatet er, at sporten i dag står tilbage med ét spilselskab, som tidligere har lovet enorm vækst – men hvor virkeligheden i dag ser ganske anderledes ud. Det er en situation, der kalder på refleksion.

Sådan skriver man selv om det snarlige stop.
“Alt godt har som bekendt en ende. Og efter mange gode år er det nu desværre tid til at sige farvel til Dantoto, der lukker d. 17. december 2025. Vi ser desværre at interessen for hestevæddeløb er faldende, og derfor har vi valgt at afslutte kapitlet her.
Du kan stadig spille hos Dantoto frem til den 17. december 2025, som du plejer. Efter den 25. oktober vil spiludbuddet dog være mindre, da V75 udgår. Det sker, fordi V75 bliver udfaset af ATG og erstattes af V85. Vi tilbyder ikke V85, men ser frem til fremover at have spil på de danske travløb på Oddset.
Tusind tak, fordi du har fulgt løbene og spillet hos Dantoto gennem årene. “
Fotos af
Gorm Foto
Privatfoto








