Svensk Mesterskab:Verdensrekord af Francesco Zet
Svensk Mesterskab: Verdensrekord af Francesco Zet
Francesco Zet og Örjan Kihlström havde en lang vej frem i Svensk Mesterskab på Åby lørdag. Men Redén-hesten satte en imponerende afslutning ind og sikrede sig både sejren og en ny verdensrekord.
Der var fart på fra start. Beartime (e. Pastor Stephen) tog føringen ind i første sving, men slap den til Castor the Star (e. Maharajah) på langsiden. De første 500 meter blev kørt i 09,8. Storfavoritten Francesco Zet (e. Father Patrick) endte i femte par udvendigt, mens Mats E. Djuse i front fik dæmpet tempoet til 12,1 ved 1000 meter.
En omgang før mål angreb Bicc’s Tobee (e. Tobin Kronos) i tredje spor med Francesco Zet i ryggen. Men Bicc’s Tobee kunne ikke avancere meget, og midt på sidste langside satte Kihlström for alvor fart med Francesco Zet. Der var stadig et stykke op til HC’s Crazy Horse (e. SJ’s Caviar), som havde overtaget føringen en halv omgang før mål. Men med en eksplosiv afslutning sikrede Francesco Zet sig en sikker sejr i tiden 11,1a/2640 meter.
Tiden er ny verdensrekord for ældre hingste og vallakker over lang distance på en 1000-meters bane. Jerka Sting (e. Readly Express) blev en stærk nummer to, mens Coquaholy (e. Orlando Vici) tog tredjepladsen.
Første sejr for Redén
Triumfen markerede Daniel Redéns første sejr i Svensk Mesterskab, og det var samtidig Örjan Kihlströms første triumf i løbet siden 2009, hvor han sejrede med Triton Sund (e. Viking Kronos) foran Commander Crowe (e. Juliano Star).
– Det var langt frem en omgang før mål, kommenterede Kihlström i sejrinterviewet.
Se løbet og sejrinterviewet her:







