Steen Juul – Han er imponerende
Han er indlemmet i Travsportens Hall Of Fame, og han har uden sammenligning travsportens flotteste meritliste. Han er fyldt 70 år, men trods dette stiller han i dag op til DM for travtrænere, og er fortsat en af de mest berejste trænere i landet.
Steen Juul er et imponerende stykke travsportshistorie med en jernvilje, målrettethed og ikke mindst et tårnhøjt ambitionsniveau. Steen Juul er ikke kommet sovende til tingene i hans karriere, og utallige store uheld, har flere gange bragt karrieren i fare.
Lunden-træneren med tilholdssted i Osted, er trods alle sine uheld og udfordringer kommet tilbage i stor stil. Det vidner i sig selv om stor karakterstyrke og ikke mindst en stor lyst til sporten, at blive ved med at kunne vende tilbage efter store udfordringer.
I sidste sæson blev det til flere storløbssejre og sejr i Dansk Travderby med Extreme som højdepunktet. I dag driver Steen Juul en trænervirksomhed med 41 heste på træningslisten.
Fuld fart på
Det kan godt være, at han selv mener at han er droslet ned på rejsedagene, men se lige dette program:
- Fredag – Fyens Væddeløbsbane
- Lørdag – Jægersro
- Søndag – Racing Arena Aalborg.
I går kørte Steen Juul på den svenske derbybane, hvor stalden var repræsenteret.
I dag gælder det finaledagen I DM for travtrænere. Det afholdes på Racing Arena Aalborg, og det er samtidig tredje dag i træk, at Steen Juul er på farten.
Man kunne ikke fortænke sig i, at Steen Juul tog en søndag på sofaen, men sådan er Lunden-træneren ikke indrettet. Har man sagt A, så siger man også B, og det er et meget godt billede af ambitionsniveauet.
Steen Juul er i mange henseender også et fantastisk billede på, hvad travsporten kan. Travsporten er for alle aldre, og i sidste uge kunne det landsdækkende nyhedsmedie BT skrive om den 70-årige travtræner.
Det skete i to artikler, og hvis man skal have de kritiske briller på i denne sammenhæng, så er det direkte pinligt, at disse to artikler ikke ramte sportens eget nyhedsmedie. Her kunne man have udbredt to gode historier om sporten.
Det er bare ikke godt nok, og sætter endnu engang gang i debatten, hvad mediestrategien egentlig er hos Dansk Hestevæddeløb.
Steen Juul har i dag seks køreture på Racing Arena Aalborg, og inden løbsdagen indtager Steen Juul fjerdepladsen.
Se et af mange internationale løb med Steen Juul.
.





