Steen Juul-bog på vej
Den mangeårige hestesportsjournalist Anders Stoffer er godt i gang med at skrive en bog om den mangeårige Lunden-træner Steen Juul.
Det er begrænset hvad der har været udgivet af bøger om dansk travsport, men nu kommer en spændende en af slagsen på hylden senere i år.
Bogen kommer til at omhandle Steen Juul, der har været mangt og meget igennem sine mange år som træner på Charlottenlund Travbane.
Det er planen, at manuskriptet til bogen skal være klar i slutningen af marts måned, mens den endelige udgivelse er i august måned.
I går blev forsidebilledet taget på Steen Juuls stald på Skovbo. Det blev taget af fotografen Tariq Mikkel Khan.
Er stoppet på Ekstra Bladet
I mange år har Anders Stoffer været forbundet med Ekstra Bladet, hvor han også har kørt travsportsnyheder med Mogens Jensen.
Den 31. december 2022 sluttede ansættelsesforholdet for Anders Stoffer på avisen, hvor han har været de seneste 15-16 år.
Nu gælder det først og fremmest afslutningen af bogen om Steen Juul, der forventes at kunne købes på derbydagen.
Det vides endnu ikke hvad Anders Stoffer skal lave efter udgivelsen af bogen om en af de mest vindende trænere i Danmark.
Tags: Anders Stoffer, Bog, Steen Juul





