Status på Steen Juul
Status på Steen Juul
Mandag middag kom Steen Juul til skade i forbindelse med et træningsarbejde på Skovbo og blev kørt til hospitalet.
I aftes kom stalden med en opdatering på den mangeårige Lunden-champion på staldens Facebook-side.

Stalden meddeler
»Det der skulle være en helt almindelig mandag på kontoret, blev en dag som vi aldrig glemmer«, indleder Team Juul på Facebook.
»Et uheld som bare virkelig var så uheldigt som det kunne blive. Hesten blev bange og vognen tippede. I faldet var Steen så uheldig at blive kastet ind i et træ«.
»Han har fået en del brud på kroppen samt en punkteret lunge. Er stadig indlagt på Rigshospitalet«.

Afbud til fredag
Steen Juul skulle fredag eftermiddag have kørt tre gange ved Grand Circle-løbene i Skive, men Lunden-træneren kommer ikke til start på den nordvestjyske bane oplyser stalden.
Det betyder, at der skal findes nye kuske til Steen Juuls køreture, hvor han først og fremmest skulle have kørt egentrænede Monterey Market i Grand Circle 3-års Hoppechampionat.
Desuden skulle den mangeårige Lunden-championat også have kørt Henrik Thomsen-trænede Mon Cheri Flamingo samt Christian Clausen-trænede Leonora ved løbene i Skive.
I skrivende stund vides det endnu ikke hvem der overtager Steen Juuls køreture.

Om Steen Juul
1950-fødte Steen Juul har været med i travsporten i mange år. Han indledte sin trænerkarriere i Skive i slutningen af 1974, og allerede i 1976 blev det til det første trænerchampionat på banen.
I starten af 1983 blev Skive skiftet ud med Charlottenlund Travbane, hvor han var til 2002, inden turen gik videre til Halmstad. Efter et par år i det svenske vendte Juul tilbage til Lunden, hvor han har været lidt siden.
Det er blevet til imponerende 36 trænerchampionater på Lunden, hvor han også har rekord med flest sejre på en enkelt sæson. I 1987, hvor det blev til hele 149 førstepladser.
Udover de mange championater er det også blevet til ti personlige sejre i Dansk Trav Derby. Med For Ever Vixi (1983), Konsonant (1987), New Quick (1990), Rudolf Le Ann (1993), Skalflex (1994), Atom Tess (1997), Leviti (2007), Bvlgari Peak (2017), Extreme (2020) samt Festival Of Speed (2021).
Fotos af Martin Timm Holmstav & Burt Seeger














