Jørn Laursen melder afbud
Jørn Laursen melder afbud
Den firedobbelte derbyvinder Jørn Laursen har meldt afbud til Derbylegendernes løb i starten af august.
Jørn Laursen vil dog stadigvæk være på plads på Charlottenlund Travbane, hvor han også kommer i løbsdragten.

Begrundelsen
Der var set frem til at Jørn Laursen skulle deltage i Derbylegendernes løb søndag den 2. august, men den mangeårige Skive-træner har meldt afbud til løbet, og giver følgende begrundelse på sin Facebook-profil.
»Efter at jeg har kørt 3 træningsløb og fik KUN positiv respons har jeg vurderet min egen indsats værende 3-4 sekunder langsommere end ventet og sammenholdt med ALT for mange af os “gamle” har takket NEJ til deltagelse hvilket betyder at løbet stort set er besat af aktuelle elite kuske der kører løb hver eneste dag er beslutningen taget«, skriver Jørn Laursen.
Selvom Jørn Laursen ikke kommer til start i Derbylegendernes løb, vil han stadigvæk være på plads på Lunden, hvor man samme dag afvikles Taroks Mindeløb. På 50-året for derbysejren for “Dannebrog på fire ben”.
»Vi er der absolut idet jeg fører feltet op og vil stå til rådighed på banen så kom og vær med til at markere TAROK MINDELØB 50 år efter Derby Sejr«, lyder det fra Jørn Laursen.

Dahl erstatter Laursen
Det bliver den nuværende Aalborg-træner Gordon Dahl, der erstatter Jørn Laursen i Derbylegendernes løb. Gordon Dahl var med i stalden hos “Tarok-Laursen” i perioden fra 1986 til 1989, hvor han vandt 55 løb.
Flere derbyvindere har meldt deres ankomst til Derbylegendernes løb, hvor der køres om en førstepræmie på 16.000 kroner. På nuværende tidspunkt er følgende deltagere klar til løbet (med årstal for derbysejr(e)) i parentes:
Bent Svendsen (2003)
Birger Jørgensen (1988 & 2013)
Flemming Jensen (2001 & 2010)
Gordon Dahl (2019)
Henrik Lønborg (1996)
Johnny Takter (2008, 2009 & 2011)
Nicolaj Andersen (1999 & 2000)
Preben Kjærsgaard (1978 & 2002)
Steen Juul (1983, 1987, 1990, 1993, 1994, 1997, 2007, 2017, 2020 & 2021)
Thomas Uhrberg (2004)
Torbjörn Jansson (1998)
Veijo Heiskanen (1979 & 1982)
Udover derbylegenderne har skuespillerne Anne-Grethe Bjarup Riis, Henrik Westergaard og Bjarne Henriksen, der alle var en del af Tarok-filmen, også meldt deres ankomst til Taroks Mindeløbsdagen.

Om Jørn Laursen
1943-fødte Jørn Laursen er født ind i travsporten, som søn af den mangeårige opdrætter og amatørkusk Karl Laursen, der stod bag Kima-hestene, der kom til verdenden på Hagenshøj i Skive.
Modsat sine brødre Mogens Laursen, Vagn Laursen og Aksel Laursen, blev Jørn Laursen professionel travtræner med base i Skive, hvor han officielt sluttede sin trænerkarriere i 2017.
Året efter blev Jørn Laursen indvalgt i travsportens Hall of Fame efter en flot karriere, der udover utallige storløbssejre i ind- og udland også bød på seks trænerchampionater i træk i Skive fra 1985-90.
Som amatør blev det til to landschampionater i 1975 og 1980, fem amatørchampionater i Skive i 1966, 1979, 1980, 1981 og 1984 samt et amatørchampionat på Lunden i 1975.
Fotos af Burt Seeger













