Skive – Vender tilbage efter tre måneder
Michael Lønborg sender mandag den velafstammede Excellent Prince (Scarlet Knight – Photo Princess) til start i Skive. Der er tale om første start i tre måneder.
Excellent Prince er opdrættet af travtræner Martin Hansen og ejes af selvsamme sammen med Christina Olsson. Han er efter hoppen Photo Princess, der vandt 22 sejre og mere end 1,4 million kroner i karrieren.
Photo Princess satte rekord 1.11.5 og skulle i 2017 fole ved Infinitif, hvor både hoppe og føl gik til. Excellent Prince er således eneste afkom efter den fine hoppe.
Martin Hansen og Michael Lønborg er ikke kun gode venner, de bruger også hinanden i deres erhvervsmæssige virke. Det var ligeledes Michael Lønborg, der sad i sulkyen ved flere af triumferne til Photo Princess, som han også havde i træning i en årrække.
Michael Lønborg vandt samlet otte løb bag Photo Princess.
– Det betyder kolossalt meget, og jeg får aldrig en hoppe som Photo Princess igen. Det var hende, der satte mig på landkortet som træner og hesteejer.
Hun er den bedste hest, jeg har haft og hun betød så utroligt meget, fortalte Martin Hansen til Travet.dk, da Excellent Prince sidste år vandt karrierens første sejr.
Excellent Prince gør mandag sin første start siden oktober måned.
Foto Ole Hindby.







