Skaber kaos online: Advarsel
Flere organisationer advarer nu mod såkaldte “kill pens” – hestekøbere, der erhverver billige heste for derefter at sælge dem videre på sociale medier med budskabet om, at de kan “reddes fra slagtning”.
En aktuel sag fra USA har skabt stor opmærksomhed omkring fænomenet.
11 åringer fra Texas Thoroughbred Associations auktion i USA er nu blevet sat til salg af en mistænkt kill pen-køber.
David O’Dwyer købte 11 åringer den 26. august, som kort efter blev annonceret på hans hjemmeside under Bowie Texas Livestock Barn med angivne “slagtedatoer” mindre end 24 timer senere. Købere opfordres her til at “redde dem fra slagtning” til en højere pris, end han selv betalte for hestene.
Tracy Sheffield, administrerende direktør for Texas Thoroughbred Association, offentliggjorde i denne uge en udtalelse på organisationens Facebook-side vedrørende O’Dwyer.
Han købte 11 heste på auktionen til priser mellem 1.000 og 2.200 dollars – svarende til 10.000-22.000 kroner.
“Vi er opmærksomme på online-rapporter om heste fra vores åringsauktion, som nu optræder i mistænkte kill pen-annoncer på sociale medier. Vi er både vrede og dybt skuffede over denne udvikling. For at præcisere har vi gennem de seneste år taget skridt til at udelukke mistænkte kill pen-købere fra vores salgsområder.
På dette års auktion var David O’Dwyer ikke identificeret som en mistænkt kill pen-køber, men så snart vi blev klar over situationen, blev han bortvist fra auktionen og er nu permanent udelukket fra fremtidige køb hos os,” udtaler Sheffield.
Skaden var dog allerede sket.
“Desværre havde han allerede købt hestene og – i henhold til vores salgsbetingelser – lovligt overtaget ejerskabet, inden vi blev opmærksomme på hans aktiviteter.
Vi har været i kontakt med køberen både under auktionen og telefonisk i dag. Han hævder, at hestene ikke skal slagtes, og at ejere eller opdrættere kan købe dem tilbage.
Vi arbejder på at finde en løsning på denne fuldstændig uacceptable situation,” tilføjer hun.
Bragt i samarbejde med Trav365.no

