Sensation i svensk millionløb – Dansk hest toneangivende undervejs
Den danske 3-åring Holly Go Lightly (Västerbo Prestige) var toneangivende i dagens millionløb på Eskilstuna, men kræfterne slap op i løbets afgørende fase. I stedet blev E3 Finalen vundet af en vaskeægte sensation.
Per Lennartsson tog enkelt spids fra indersporet bag Dorothea Mil, som ind i første sving valgte at slippe til den danske spilfavorit. Holly Go Lightly fik i samme moment Halley Wania udvendigt for sig.
De første 500 meter blev afviklet efter 1.11,9.
Der var sidenhen fremstød fra Dea Grif med Matthieu Abrivard, og denne kunne lidt overraskende køre til spids i en 1000 meters notering på 1.12,2.
Björn Goop valgte kort efter at søge ud i banen bag Holly Go Lightly, og den danske 3-åring kunne igen overtage føringen. Den manøvre gav Örjan Kihlström og Eireann positionen som første hest i andet spor.
Der blev på bagerste langside angrebet gennem flere spor. Et af disse angreb kom fra Lillian Young, og i dennes ryg forsøgte flere at følge med. I sidste sving, var det således et tætsamlet felt, der skulle afgøre millionløbet mellem sig.
Det stod klart ved indgangen til opløbet, at danske Holly Go Lightly ikke kunne være med i slutfasen. I stedet overtog Örjan Kihlström og Eireann initiativet, og parret lignede vinderen kort før mål.
Kort før mål kom Mika Foss og Sparven for stærkt, og det var ikke til at skille de to heste ved første øjekast. Et målfoto viste dog efterfølgende, at sejren til Sparven blev ganske sikker.
Sparven vandt til vinderodds 124,53
Vindertiden blev 1.13,6a/2140 m.






