Sådan gik det “første” Copenhagen Cup
Sådan gik det “første” Copenhagen Cup
Sådan gik det “første” Copenhagen Cup – Internationalt Mesterskab afholdt på Charlottenlund Travbane
Af Kenn Erik Bech til Travet.dk.

I 1928 år afholdtes i Lunden det første af en række internationale storløb benævnt Internationalt Mesterskab, forløber for Copenhagen Cup, navnet på løbet, der kom til i 1975, for første gang.
Løbet i 1928 med en suveræn Guy Bacon.
Europas bedste hest, den franske vidunderhoppe Uranie, kom dog ikke til start, men den næstbedste kom, Guy Bacon. Guy Bacon havde oveni købet den berømte træner Charlie Mills i sulkyen, hvilket i øvrigt var hans første start i Danmark.
De danske deltagere var Peter Hansens amerikanerstjerne Harrison Dillon med championtræner N. J. Koster som kusk, og desuden den danske indlænder Double King med træner Poul Groch, – denne ekvipage fik 20 meters indlændergodtgørelse.

Guy Bacon
Charlie Mills mødte op i sin gul-hvide uniform, og da han med sin røde hingst, Guy Bacon, kom ud fra ”sygestalden”, tænkte mange, at denne store hingst aldrig ville komme fejlfrit igennem de daværende skarpe Charlottenlund-sving, tilmed da den var vant til at gå venstre om. Men man kom snart ud af den fejltagelse.
Da Charlie Mills havde varmet sin hest op, prøvede han den fra start ved 1600-meteren ved sygestalden, Guy Bacon fløj ned ad langsiden, og – den fløj igennem svinget. Begge heats blev vundet af store røde Guy Bacon med Charlie Mills på tiderne 20,7 og 19,4.
Harrison Dillon blev anden begge gange, mens danske Julius Høybye var 3. i første heat med amerikanerimporten Captain Axworthy, og Double King 3. i det andet heat. Aldrig var der løbet så hurtigt på en dansk travbane!
Det var dog ikke hvert år man havde råd til at afholde løbet, f. eks. blev det ellers planlagte løb i 1933 aflyst, men i 1931 og 1932 blev det store løb kørt igen.

70-års jubilæumsløb i 1931
Således i 1931, hvor der blev kørt Det Danske Travselskabs/Lunden70-års jubilæumsløb, som blev til det andet Internationale Mesterskab efter det første i 1928.
Her i 1931 mødte to af Europas hurtigste heste frem i København.
Det var den billedskønne italiensk-amerikaner Hazleton og den tysk-ejede amerikaner, Walter Dear, med Charlie Mills, der igen mødte frem.
De to heste gav hinanden, og publikum, en uforglemmelig oplevelse i de to heats, som Walter Dear vandt begge gange, – knebent.

1932 – Charlie Mills vinder igen
I 1932 lykkedes det med held og dygtighed atter at få et internationalt mesterskab til Danmark stablet på benene – trods den store 30´er krise i hele verden.
Charlie Mills mødte igen op med Walter Dear, datoen var 21. august. Løbet blev afgjort over tre heats – med alle deltagende hest også i et tredje heat!
De tre første udgaver af Internationalt mesterskab i Charlottenlund blev således alle vundet af legendariske Charlie Mills.
29 år efter sin første sejr i Norden vandt Charlie Mills igen løbet, nu med den franske travdronning Gelinotte. Det var i 1957.
Det store løb i 1939
I 1938 inviterede Charlottenlund gode svensk-amerikanerne til kamp mod de gode danske heste som Addison og Styrmand, efter et lignende løb på Amager Travbane. Dette løb er senere i travhistorien indgået som endnu et ’internationalt mesterskab’, men det må vel betegnes som en overdrivelse i denne nærmest dansk-svenske landskamp.
Den korte afdeling blev vundet af danske Styrmand, mens den svenske stjerne Sir Walter Scott vandt den lange afdeling – og blev endelig vinder.
Først i 1939 blev der igen kørt et ”rigtigt” internationalt mesterskab med gode heste. Krigsfaren var ellers overhængende, og det var svært at få deltagere fra det sydlige udland, men tyske Johs. Frømming kom dog med Xiphias. Ellers bestod feltet mest af gode svensk-amerikanere og danske hurtigklasseheste med Sonny Diamond i spidsen, her selvfølgelig med Koster i sulkyen. Her måtte man ud i tre heat.
Første heat vindes af Frømming med Xiphias før de danske Sylvia og Sonny Diamond. Så vandt Sonny Diamond andet heat, og så måtte Sonny ud i tredje heat mod tyske Xiphias! Det vandt Sonny og Koster legende let, de vandt efter behag, og fik ligefrem et ”voldsomt bifald”, – som det formuleres i de gamle travårbøger. – Kun 14 dage efter begyndte 2. verdenskrig og i seks år var Danmark nærmest udelukket med samkvem med andre travnationer, og et dengang så berømt løb som Skandinavisk Mesterskab, måtte også aflyses.
Skandale i 1952 – Charlie Mills tilbage som vinder i 1957
I årene 1946, 1948 og 1949 blev der kørt løb, som sidenhen også er indgået i de historiske annaler under betegnelsen internationale mesterskaber i Danmark, men det er nok også her en overdrivelse at kalde dem det.
I datiden blev de blandt andet kaldt Skandinavisk Eliteløb og i 1949 var der oven i købet i to løb: Et for kun 4-årige heste, vundet af svenske Presidenten, og et for ældre skandinaviske heste, vundet af danske Casino The Great med Fredie Sølberg, så især 1949-udgaven burde vel rent sportsligt ikke indgå i den historiske række af løb for International Mesterskab/Copenhagen Cup.
I 1952 ender det med en skandale. Sådan skriver årsbøger for dette år. Efter mindre fin kørsel vinder Søren Nordin med Frances Bulwark, og samme betegnelse; Mindre fin kørsel, får ligeledes kuskene på henholdsvis anden- og tredjehesten, – Algot Scott og Walter Heitmann også. – Søren Nordins æresrunde bliver annulleret på grund af publikums voldsomme pibekoncert!
Men dommerkomiteens protest mod Nordins kørsel ender alligevel med at blive trukket tilbage.

Elaine Rodney og Roquepine – to fantastiske hopper
I 1960’erne kørtes igen nogle fantastiske løb, der for ever er gået over i den danske travhistorie.
I 1964 løb Elaine Rodney fantastiske 15,4 og i 1966, ved 75-års jubilæet for Charlottenlund Travbane, vandt en anden berømte fransk verdensstjerne, Roquepine.
Hun tog dette år tog ”the tripple”, vandt både PDA, Elitloppet og altså Copenhagen Cup, det sker nok aldrig igen!
I årene 1967 – 1974 kørtes der intet Internationalt Mesterskab. I 1974 kørtes et løb ved navn Data-Saab Trofæet, og det blev på en måde forløberen til Copenhagen Cup.

Det første Copenhagen Cup i 1975
I 1975 kom navnet på løbet, COPENHAGEN CUP til. De første år kørt som afdelingsløb. Det første Copenhagen Cup-løb i 1975 afvikles med danske stjerner, uden internationale stjerner, men det skulle nu snart ændre sig radikalt.
I 1975 kørtes der om 100.000 kr., og vinder blev den danskfødte, men svenskejede, derbyvinder, Ritha Lyngholm, med Olle Lindquist.
Da løbet var et afdelingsløb kørtes der to løb over henholdsvis 1600 meter og 2000 meter, hvor Napalm og Jørn Laursen vandt den korte afdeling. Samlet tredje blev Leif Løfgren med Nallo.
Copenhagen Cup kom i 1976 på travets verdenskort
Fra 1976 og godt ti år frem i tiden havde Lunden et nært samarbejde med banerne München-Daglfing, Bjerke og ikke mindst Solvalla, om internationale travere, som indgik i et fælles storløbscirkus, som ofte sikrede banerne to amerikanske, to franske og en eller to italienske heste til start.
I 1976 var det den danske stjerne Seminent med træner Jørgen Olsen, der gav de svenske stjerner kamp til stregen.
To andenpladser i begge afdelinger af løbet resulterede i en samlet tredjeplads for Seminent efter Wiretapper og Hassan Star.

Foto af Burt Seeger
Copenhagen Cup – et løb i verdensklasse
I 1977 skete der noget ekstraordinært med løbet. Der blev virkelig budt på topsport i verdensklasse. I tæt samarbejde med Solvallas Elitlopp lykkedes det at få amerikanske og europæiske topnavne til Copenhagen Cup, der med ansigtsløftningen nu kunne kalde sig et rigtigt europæisk storløb, ja et løb i verdensklassen.
I spidsen i 1977 var Keystone Pioneer med den amerikanske topkusk Billy Haughton, og desuden en overraskelse i form af den lille seje hoppe fra New Zealand, Petite Evander, der havde stor succes i USA. Matchmaker C. C. Junge havde gjort et flot kup, og det forsatte han med i de kommende år.
Siden 1978 er Copenhagen Cup blevet afviklet over 2011 meter – det svarer til 1 ¼ mile – (engelsk mile).
Hvilke vindernavne – også danske
Fra vor tid kan nævnes heste som Pershing, Ideal du Gazeu (2 gange), SJ’s Photo, Moni Maker, Victory Tilly, Gidde Palema, Revenue, Steinlager, Mara Bourbon m.fl. og vi har set kuskekoryfæer som Berndt Lindstedt, Leopold Verroken, Bo W. Takter, Olle Goop, Jorma Kontio, Åke Svanstedt, Stig H. Johansson, Lutfi Kolgjini, Jean Michel Bazire, Erik Adielsson og Bjørn Goop på vinderpladsen.
Siden Copenhagen Cup indførtes i 1975 er det blevet til ni danske sejre, fire af disse med danskopdrættede heste, de resterende med amerikanskfødte heste.
I 1975 Ritha Lyngholm, i 1986 vandt Junior Lobell, så var det fynske Hairos med John Køhler, der overraskede alt og andet og vandt i 1987, og hvilken jubel. Derefter lavede Meadow Roland, med Preben Kjærsgaard, et fantastisk hattrick i 1988, 1989 og 1990.
I 2002 vandt Legendary Lover K. med Steen Juul og i 2012 kunne Wishing Stone med Jeppe Juel på en forrygende opløbsspeed vinde løbet. I 2014 gik Jeppe Juel igen til tops. Her sejrede han med familiens Orali, da Caballlion og Bjørn Goop blev disket for doping som nr.1.
Løbsrekord for Copenhagen Cup er fra 2015, hvor Robert Bi vandt i utrolige 10,0a.
Fotos Burt Seeger. med flere.
Videokreditering – DTC og Dansk Hestevæddeløb.












