Så skulle vi være oppe igen – vi vasker tavlen ren
Så skulle vi være oppe igen – vi vasker tavlen ren
Det er ingen hemmelighed, at de seneste 10 måneder har været blandt de mest udfordrende i Travet.dk’s historie. En periode præget af tekniske problemer, brudte løfter fra professionelle leverandører og et nyt system, som hele redaktionen måtte lære fra bunden. Det meste af sidste års driftsindtægter er blevet brugt på at reparere, genetablere og investere i platforme, der aldrig kom til at fungere efter hensigten. Det har været tungt – både økonomisk og menneskeligt.
For hvad gør man, når udbydere ikke leverer det aftalte? Når funktioner, man har betalt for, viser sig ikke at kunne lade sig gøre? Og når det system, man skal arbejde i, er så nyt og ustabilt, at hver eneste arbejdsdag bliver et lotteri? Svaret er desværre enkelt: man kæmper sig igennem det. Og det har vi gjort.
De seneste 10 måneder har været fyldt med nedbrud, lappeløsninger og konstante driftsforstyrrelser. Det har kostet nætter uden søvn og dage, hvor vi ikke har kunnet levere det indhold, vi ønsker – og som vores læsere fortjener. Et forsigtigt estimat siger, at vi har brugt omkring 70.000 kroner på “hjemmeside” alene det seneste år. Det er mange penge for en i forvejen stram økonomi, og det er ressourcer, vi hellere ville have brugt på journalistik, udvikling og fællesskab.
Vasker tavlen ren
Men nu vender vi bladet. Tavlen er vasket ren.
Hjemmesiden har fået sit gamle, stabile udseende tilbage. Vi har indsendt 22.400 artikler til Google, som over de næste 30–35 dage vil blive genindekseret. Det er et massivt arbejde, der har krævet døgnvagter siden årsskiftet – men nu er vi der, hvor vi skal være. Den gamle side er opdateret, den kører, og vi fortsætter med dette setup.
For annoncører og samarbejdspartnere betyder det klarhed og forudsigelighed. De ved nu præcis, hvad de får, og vi kan igen levere den stabile platform, som vores kommercielle fundament bygger på. Der ligger en række reklamer på siden og i artiklerne, som kan fjernes i takt med, at vi får solgt flere bannere i løbet af året – en fleksibel løsning, der giver os luft til at genopbygge økonomien.
Fremad – og kun fremad
Én ting står klart: I 2026 bruger vi ikke mere tid på at udvikle eller eksperimentere med hjemmesiden. Nu handler det om drift, indhold og stabilitet. Om at levere det, vi er bedst til: journalistik, formidling og et stærkt fællesskab omkring sporten.
Vi er oppe igen.
Tak for tålmodigheden for den sætter vi stor pris på.
Ulrik Pedersen.











