Redaktørens hjørne – Så kører den igen
Hvis der er noget som kan få folk op af stolene, så er det drivning på slået hest. Denne sides redaktør har tidligere været i stormvejr for at kritisere drivningen, og helt konkret drivningen i Frankrig.
Den seneste skrivelse resulterede i et opkald fra en dansk træner, der mente at jeg bare kunne slukke for fjernsynet, hvis jeg ikke brød mig om tingenes tilstand.
Det er selvfølgelig også en holdning at have til tingene, men ikke en holdning som undertegnede synes om eller synes er den rigtige retning for sporten at gå. Når det er sagt, så må man også henholde sig til de franske regler, og det er nok nærmere disse der skal skydes efter.
I Danmark og Sverige har man indskærpet reglerne for drivning. Det har undertegnede også skrevet om, for selvfølgelig skal dyrevelfærd være i højsædet, men tingene må heller ikke tage overhånd.
UET er en falliterklæring
Jeg vil gå så langt og sige det er en parodi, og en stor bolchebutik. De senere år, har man slået stort op med pressemeddelelser og diverse udmeldinger efterfølgende, at nu nærmede sig man en europæisk enighed omkring drivning.
Vi skal ikke længere tilbage til d. 31. januar i år, hvor man skrev i en af de ”ligegyldige” pressemeddelelser, som lyder godt, men som ingen reel værdi har på nuværende tidspunkt.
”Det vigtigste fra bestyrelsesmødet var en række ændringsforslag til teksten til “Aftalen om travløb”, som sætter hesten først i alle sammenhænge. Derudover blev det vedtaget at åbne en debat på generalforsamlingen for yderligere ændringer næste år, for at stramme reglerne for brug af piske.
Det betyder, at de nuværende regler for antallet af “hits” i løbet vil blive foreslået omskrevet til antallet af “touchs” i løbet, og at “hitting” bliver forbudt. Målet er, at landene kan forankre en forandring i sig selv, inden en eventuel beslutning træffes på generalforsamlingen i UET i 2024.”
Næste år og næste år.
Hvis man gennemlæser de seneste års referater fra UET, så er drivningsreglerne konsekvent været nævnt. Det er dog kun enkelte lande, som har taget skeen i den anden hånd.
Denne skrivelse er lavet på baggrund af den drivning som dansktrænede Harrison var udsat for forleden. En drivning på slået hest, som endnu engang viser, at visse kuske fuldkommen mister sutten.
Er det sport kan man med rette spørge – Er det virkelig den måde vi skal behandle vores dyr på. Jeg væmmes over sådan en opførsel, og UET har spillet fallit indtil de får stoppet det her.
Lidt mindre snak, og lidt færre fine pressemeddelelser, og så mere handling tak.
Se det omtalte løb her.





