Redaktør – Vi ser frem til den endelige aftale
Redaktør – Vi ser frem til den endelige aftale
I går kom Dansk Hestevæddeløb med en udmelding, der overraskede de fleste: Dansk Hestevæddeløb og Svensk Travsport er blevet enige om principperne for en ny, langsigtet samarbejdsmodel. Det er overraskende, fordi meldingen kom omkring 14 dage tidligere end forventet.

Læser man rubrikken Fakta i gårsdagens pressemeddelelse, tegner der sig et billede af en aftale, som kan få stor betydning for dansk travsport i de kommende år. Flere elementer i aftalen peger i retning af en stærkere og mere bæredygtig struktur for sporten.
Særligt hæfter jeg mig ved tre ting: Der skal indgås særskilte sportslige, kommercielle og strategiske aftaler mellem DH, ST, ATG, Bet25 og Nye Jägersro. Målet er at skabe en stærkere sammenhæng mellem sportens udvikling og de indtægter, der genereres gennem spil. Og intentionen er, at Dansk Hestevæddeløb bliver medejer af Bet25.
Der er ingen tvivl om, at sporten i de kommende år må forholde sig langt mere konkret til balancen mellem indtægter og udgifter. Det burde stå klart for alle, at travsporten ikke kan leve af gode intentioner alene. Der skal tjenes penge, og der skal skabes en model, hvor sporten i højere grad finansierer sig selv.
Det er ikke nogen ny erkendelse. Det er heller ikke raketvidenskab. Men netop derfor er gårsdagens udmelding positiv. Den viser, at der endelig arbejdes med en ramme, som kan styrke sporten på længere sigt.

Det bliver derfor særdeles interessant at se den samlede aftale, når den om nogle måneder bliver lagt frem i sin fulde form. Hvad betyder det konkret, at Dansk Hestevæddeløb bliver medejer? Hvilke muligheder giver det i praksis? Og hvilke knapper kan man fremadrettet trykke på for at gøre spil på heste både mere synligt og mere tilgængeligt?
Vi har i længere tid hørt om det kommercielle område, og der cirkulerer allerede et velkendt navn til posten, uden at vi skal gå for langt ind i det, før der selv meldes ud. Det ændrer dog ikke på det overordnede billede: Gårsdagens melding er positiv.
Nu ser undertegnede frem til den endelige aftale, så vi kan få konkrete tal, klare rammer og et mere præcist billede af, hvad det hele faktisk kommer til at betyde.
Det er tallet på bundlinjen, der i sidste ende betyder noget.
Af Ulrik Pedersen.













