Prix de Cornulier – Iguski Sautonne
Prix de Cornulier:
Årets udgave af verdens største montéløb blev en fantastisk revanche for Iguski Sautonne, der var så tæt på at kvalificere sig til Prix d’Amérique.
Ideale du Chene tog føringen med favoritten Jeroboam d’Erable på ydersiden. Da feltet passerede hovedtribunen, pressede Hirondelle du Rib sig frem og overtog føringen. Tempoet var konstant højt med mellemtider på 11,5/1200 og 10,8/1700 meter.
Hirondelle du Rib holdt det høje tempo op ad bakken, og ingen heste formåede at komme bagfra. På fladstrækningen satte Jeroboam d’Erable angrebet ind, og den røde hest overtog initiativet i sidste sving.
På opløbsstrækningen udviklede det sig til en duel mellem It’s a Dollarmaker og Jeroboam d’Erable. It’s a Dollarmaker havde et lille overtag, men stivnede kort efter. Flere heste kom stærkt bagfra, og hurtigst af alle var Iguski Sautonne, der fløj forbi og sikrede sig sejren i tiden 1.11,7/2700 meter. Ina du Rib blev nummer to foran Jeroboam d’Erable, mens Jean Balthazar snuppede fjerdepladsen lige foran Ideale du Chene.
Se løbet her.
Fravalgte Prix d’Amérique
Iguski Sautonne (e. Village Mystic u. Sara Sautonne e. Juliano Star) udviklede sig i 2025 til en af Frankrigs bedste sulkyheste. Han vandt blandt andet Gruppe I-løbet Prix de l’Atlantique i april og Gruppe II-løbet Grand Prix de Sud-Ouest i oktober. Den 8-årige hest var dog uheldig i kvalifikationsløbene til Prix d’Amérique og sluttede som nummer fem i både Prix de Bretagne og Prix du Bourgogne. Da han ikke havde tjent nok til at kvalificere sig til det prestigefyldte løb, valgte medejer og træner Matthieu Abrivard i stedet at satse på Prix de Cornulier.
Abrivard-familien har haft stor succes i netop dette løb gennem årene. Matthieu Abrivard ved præcis, hvad der kræves for at vinde: Han sejrede som rytter med Jag de Bellouet i 2004, 2005 og 2006, med Bellissima France i 2017 – en hoppe, han også trænede – og igen med Bahia Quesnot i 2021. Derudover har hans fætter Alexandre vundet som rytter med Scarlet Turgot i 2016 og med Bilibili i både 2019 og 2020. Sidstnævnte blev trænet af Alexandres far, Laurent Claude Abrivard, som selv vandt løbet som rytter med Voici du Niel i 1992. Denne gang kunne søskendefætrene Matthieu og Alexandre fejre sejren sammen.
Med søndagens triumf bliver det fremover ikke et problem for Iguski Sautonne at kvalificere sig til de store løb. Sejren indbragte nemlig hele 315.000 euro – svarende til over fem millioner danske kroner.















