Pony – Emily Lindhardt med titel i første sæson
Efternavnet Lindhardt klinger velkendt rundt i hele Danmark. Far Christian Lindhardt er professionel travtræner og mor Christina Lindhardt, har i mange år tilhørt den nordiske elite indenfor montesporten.
Nu er næste generation på vej, og de gør det godt.
Emily Lindhardt er blot 10 år gammel, men kan allerede skrive en titel på cv’et. Emily Lindhardt har netop vundet montechampionatet for ponykuske i Skive, og i den forbindelse tog Travet.dk en snak med Emily Lindhardt.
Travet.dk ringede til farmand Christian Lindhardt, og spurgte, om vi måtte tage en snak med datteren om hendes flotte start som ponykusk. Til Travet.dk fortæller Emily Lindhardt.
– Jeg er 10 år gammel, og jeg fik licens tidligere på året. Jeg har ponyen Rain, som sikrede mig championatet i Skive. Jeg synes det er sjovt, og samtidig lærer jeg noget hele tiden.
Min mor og far kommer selvfølgelig med gode råd og vejledning. Min mor siger eksempelvis, at jeg skal ride letridning, mens min far her i baggrunden siger ”bare kør”, men det er ikke altid jeg lytter på dem, fortæller Emily Lindhardt med et stort grin.
Jeg synes, jeg lærer meget af at ride forskellige ponyer, og lige nu er jeg mest til monté. Rain og jeg skal ikke til DM næste år, da han ikke har et rødt pas. I øjeblikket giver ponyen Prins Valentin mig gode oplevelser og jeg er glad for at komme ud og ride hver gang, afrunder Emily Lindhardt. –

En stolt mor
– Jeg har det fantastisk med, at begge mine afkom gør det så afsindigt flot i deres første sæson med ponyerne. Jeg er meget stolt og de viser begge forståelse og ikke mindst hestekyndighed.
Emily er med i stalden hver dag og har sin egen pony Rain. Hun fik ham i fødselsdagsgave sidste år og da hun startede til ponytrav, troede ingen vel, at han nogensinde ville kunne løbe stærkt nok til at blive godkendt.
Emily har været yderst flittig og har trænet samt passet ham efter alle bogens regler. Det har lønnet sig i fine resultater og ikke mindst nogle positive oplevelser.
I daglig tale bliver Rain kaldt Ray, og der er tale om en pony på blot 85 cm, og Emily vokser meget hurtigt lige nu, så på et tidspunkt skal vi nok have udvidet ponybestanden.
Emily er mest til monté, og jeg har store problemer med at have mit udstyr for mig selv. Nogle piger ”stjæler” mors makeup, mens andre stjæler mors sadel!
Emily og William går begge på Skive Travs Ponyskole og har begge stor glæde af sammenholdet samt Peter Rasmussens undervisning. De udvikler sig hele tiden, og interessen bliver bare større og større.
William hjælper i alle weekenderne samt i ferier med at passe alle ponyerne, så de kommer bestemt ikke sovende til de flotte resultater.
Emily og William er begge, meget flittige og en stor hjælp i det daglige hos Team Lindhardt, hvor William er fast oppasser på Global Strategy, mens Emily er på Frede Bork, fortæller en stolt Christina Lindhardt. –






