Optakt Skive
Mandag eftermiddag/aften kaldes der igen ind til Power Hour, hvor V4-spillet trækker det største ”spillelæs” i de meget åbne løb der er på papiret, og det med ”bare” at finde et holdepunkt i en af dagens fire første løb, for at være med i kampen om de store gevinster, kan godt blive noget af en spillemæssig udfordring.
Et af de gode bud kan være 6 Elvis Shadow i 4. løb, som ved nederlaget i Billund sidst løb ind i en forrygende godt gående Enzo Flame, og der må man sige at andenpladsen var maksimum-uddeling for Lene Larsens dygtige hest. Startsporet er lidt yderligt denne gang igen, og der er modbud til favoritten, som også har signaleret gryende form på det sidste, så Morten Juul og Birger Jørgensen skal muligvis gå i enrum, for at finde en taktik frem, som kan bringe sejrshesten en ny triumf i afslutningen på V4.
En af de spændende kampe der kan følges på nært hold i dag og i nærmeste fremtid er kampen om banens amatørchampionat. For første gang i mange år er der en ung gut i Per Ryberg som forsøger at drille de etablerede forgrundsfigurer og meget rutinerede Dennis Kristiansen, Per Juul og Martin Andreasen, og i dagens sidste løb har Per Ryberg en topchance på papiret med Poeten Blåbjerg for at komme til spids i den duel, og dermed sætte modstanderne under maksimalt pres de resterende løbsdage.
Velkommen til mandagstrav, indleder Skive Trav i dagens baneprogram.
Som spiller skal man bide mærke i
3 Løb nr. 1 Funny Money – Jeppe Rask
Bør være en god chance med tanke på seneste præstation og udgangspositionen.
4 Løb nr. 9 Destiny´s Diamond – Jeppe Rask
Der peges igen på Jeppe Rask, der denne gang sidder bag formstærke Destiny´s Diamond. Indsatsen senest skal række er stykke.
5 Løb nr. 5 Gardenia Dream – Jan Dahlgaard
En stor flot hoppe efter Michael´s Turn. Der er kontinuerligt lagt træningsvideoer op af hesten på de sociale medier, og denne tror vi på allerede første gang.
Et baneprogram findes på dette link.






