Opdrætterne er i fokus i dag
Der er nye toner i Dansk Travsport, og i dag afvikler man en af flere workshops. I dag sætter Dansk Hestevæddeløb de danske opdrættere stævne i Aalborg.
I en særdeles glimrende podcast produceret af Henrik Dyhrberg, kunne Dansk Hestevæddeløb via Bertel Maigaard oplyse at flere af samme slags er på vej i det nye år.
Nu starter vi med at sætte opdrætterne i fokus, og derefter vil vi henvende os til trænere, amatører og med flere lød det i podcasten.
Dansk Hestevæddeløb er sat i verden for at sikre udviklingen af sporten. Missionen skal bl.a. udmøntes gennem vækst i antallet af aktive og heste tilknyttet sporten, og som på både kortere og længere sigt skal gøre sporten bæredygtig.
– Jeg har valgt at påtage mig opgaven som formand velvidende, at opgaven vel aldrig har været sværere end netop nu. Vores sport er ikke i krise – den er faktisk i en eksistentiel krise. Derfor er det tid til, at vi står sammen om at komme ud af denne situation, og vi kan ganske enkelt ikke lykkes, hvis ikke alle er med, indleder Bertel Maigaard, der er nyvalgt bestyrelsesformand i Dansk Hestevæddeløb.

Bertel Maigaard har prioriteret fem områder, som i den kommende tid vil være genstand for særligt fokus.
De fem områder er i tilfældig rækkefølge følgende:
- Opdrættere
- Amatører
- Ungdom
- Publikum
- Økonomi
– Min klare ambition er, at det skal være nemmere, billigere og mindre risikofyldt at være opdrætter. Så målet er at finde løsninger, der sikrer dette. Planen skal være, at initiativerne skal have effekt fra den nye bedækningssæson, så vi kan få optimismen tilbage og samtidig løfte antallet af bedækninger igen, uddyber Bertel Maigaard.
– Vi er derfor nødt til at drøfte de udfordringer, som opdrætterne og dermed første led i vores fødekæde står over for. Vi kommer bl.a. til at skulle vende baggrunden for og det hensigtsmæssige i, at der er opstået to opdrætterforeninger i Danmark. Dansk Hestevæddeløb vil gerne stille økonomi til rådighed for initiativer til at løse vores udfordringer, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg personligt har svært ved at forstå argumentationen for, at vi har to organisationer med samme formål.
– Vi kommer også til at skulle vende Præmiechancen og lignende indsatser og herunder en vurdering af, om vi får tilstrækkeligt udbytte af den type af investeringer. Er præmiesummerne fordelt hensigtsmæssigt i forholde mellem ungheste og de ældre heste? Og hvordan med auktionerne – eller auktionen i ental?

– Det vigtige er, at vi nu får skabt dialogen og ad den vej finder løsninger, der er med til at skabe fundamentet for, at vi også har en bæredygtig sport om tre, fem og ti år, slutter formanden for Dansk Hestevæddeløb, formand, Bertel Maigaard i udmeldingen i sidste uge.
Travet.dk har i sidste uge spurgt Bertel Maigaard omkring de danske auktioner i 2024, og om man kunne finde på at udlicitere opgaven. I Norge har man gjort dette i 2023 med pæn succes.
Travet.dk ville gerne høre ind til præmissen og om mulighederne, hvis man udliciterede opgaven.
Her var svaret at man ville vende tilbage efter workshoppen i Aalborg.
Fotos:
- Travet.dk.





