Næstformand – Banen sparer 50 – 60.000 kr.
Falster – De penge kan vi bruge bedre, lyder det i dag fra Nykøbing Falster Travbanes næstformand Anders Helge Nielsen.
Nykøbing Falster indleder inden længe sæsonen, og det bliver med ændringer på baneprogrammet. Anders Helge Nielsen fra banens bestyrele, fortæller her om en besparelse på mellem 50 – 60.000 kroner.
“Vi starter sæsonen på søndag, og i den forbindelse har en enig bestyrelse valgt at banen skal lave baneprogrammet selv. Det skyldes at man godt kan finde andre ting at bruge 50.000 – 60.000 kr. på end, at få lavet baneprogrammet ude i byen.”
Nykøbing Falster Travbane har i dag offentliggjort baneprogrammet til søndag, og i den forbindelse uddyber banens næstformand Anders Helge Nielsen:
“Jeg er meget stolt af vores produkt, og vi er ikke gået på kompromis med tingene. Der er foruden programmet lavet en tipsservice til hvert løb, som vi også selv har stået for.
Der er lavet V5-forslag, og vi forsøger med dette tiltag at servicere det spillende publikum bedst muligt. Der er enkelte ting, som vi selvfølgelig bliver bedre til med tiden, såsom mængden af tekst i spilservicen, men det er småting.
Nykøbing Falster Travbane får ikke længere provision af banespillet. Vi sidder alligevel med en udgift på 50.000 til 60.000 kroner, og det mener vi selvfølgelig ikke kan være rigtigt.
I forbindelse med baneprogrammet har Dennis Stenbæk og Rene Clausen lavet et stort arbejde. Det er sådan, at baneprogrammet bla. også kan printes ud i A5, så man kan klipse programmet sammen bagefter.
Når man vælger at sortere programmet fra, så er det mest passende og ordentligt, at man også kommer med et produkt som er tilsvarende eller i det mindste tæt på.
Er det sådan at man vælger baneprogrammet fra, og i stedet laver et produkt med fem linjer fra de seneste starter, så forringer man blot spillernes produkt. Det er bestemt ikke udelukket, at vi på storløbsdage vil købe os ind igen, men i det store hele, så står vi selv for at lave banens baneprogrammer fremadrettet, fortæller Anders Helge Nielsen.
Foto Travet.dk.






