Mette og Henning har købt He Dares The Devil
Mette og Henning har købt He Dares The Devil.
Søren Kolberg udbød for nylig løbshesten He Dares The Devil på en svensk auktion. I den forbindelse nåede hammerslaget op på 200.000 kr., men køberen var ukendt.
Vi kan her på Travet.dk i dag oplyse, at He Dares The Devil er solgt til danske interesser.
Det oplyser Mette Carlsen til Travet.dk:
“Henning og jeg har købt He Dares The Devil af Kolberg, og han ankom til Fyn i går. Han er kvalificeret til finalen i Amatør Elite Cup, som afvikles søndag i derbyweekenden. Det bliver hans første start for os,” fortæller Mette Carlsen.
Hun tilføjer, at hesten endnu ikke har prøvet kræfter med monté:
“Han har ikke haft rytter på endnu, så vi ved ikke, om monté er noget for ham. Hvis han viser sig at trives med det, vil han sandsynligvis komme til at starte i både monté- og sulkyløb,” afslutter hun.

Om He Dares The Devil
He Dares The Devil kommer med en stærk stamtavle. Hans mor, Borga Effekt, havde en flot løbskarriere med over en halv million kroner i præmiesum og fine resultater i V75-løb. Hun satte sin rekord på 1.12,1 som fjerde i en klasse II-finale.
Hans far, Fourth Dimension, var et stort talent, der som 2-årig tjente 3,4 millioner kroner, tog otte sejre og blev kåret til årets toårige traver i USA.
Om medejer Henning Scharstein
Henning Scharstein er både opdrætter og nu også hesteejer.
I 2019 deltog han i Copenhagen Sales på York med en flot og velstillet hest ved navn Gunpowder. Hesten vakte stor interesse på auktionen, hvor blandt andre Stutteri Disney bød på den. Gunpowder blev dog købt tilbage for 240.000 kr.
Efterfølgende kom Gunpowder i træning hos René Jonassen, og Travet.dk har besøgt hesten to gange i forbindelse med reportager hos danske trænere.
Gunpowder er siden blevet solgt til Stutteri Disney, hvor hesten fortsat befinder sig. Den daglige træning varetages nu af Gordon Dahl.

Om medejer Mette Carlsen
Mette Carlsen har de seneste år markeret sig som en frisk og dynamisk kraft inden for montesporten. I år har hun dog overgået sig selv og er i gang med sin bedste sæson nogensinde.
Som træner er det blevet til 18 sejre, og som rytter står Mette Carlsen noteret for syv sejre i 2025.
Hjertet på rette sted – Konduitepræmie i december.
I forbindelse med Nikoline Nikolajsens frygtelige styrt i 2024 var montérytteren Mette Carlsen først henne ved den unge rytter.
Travet.dk anerkender det arbejde, som den fynske montérytter gjorde, inden ambulancefolkene kom frem til uheldet.
Det var blandt andet ved Mette Carlsens snarrådige indsats, at hun sørgede for, at Nikolaj Nikolajsen fik hurtigt hjælp.
Vi valgte på eget initiativ at tildele Mette Carlsen en konduitepræmie for det arbejde, hun udførte omkring uheldet. Der blev indkøbt et gavekort på 1.000 kr., som montérytteren efterfølgende kunne bruge efter eget ønske.
Fotos af
Gorm Foto
ND FOTO.






