Medie – Lunden indkaldt
Dansk Travsports Centralforbund (DTC) har indkaldt bestyrelsen i Det Danske Travselskab, som driver Charlottenlund Travbane, til et møde i eftermiddag for at få klarhed over Travselskabets økonomiske situation.
Det skriver mediet Travservice i dag.
Ifølge Travservice er mediet kommet i besiddelse af indkaldelsen til mødet, hvilket vi her på vores medie ikke har formået.
Travservice uddyber:
“Begrundelsen for denne beslutning er, at DTC’s bestyrelse finder det nødvendigt med en dybere og detaljeret analyse af de økonomiske fremtidsperspektiver for DTS. Desuden finder DTC’s bestyrelse det skadeligt for travsportens omdømme, at der over tid er vedvarende usikkerhed om den politiske og daglige ledelse af Charlottenlund Travbane.” Læs hele artiklen her.

Kommunikation
I mange sportsgrene er begrebet kommunikationsstrategi velkendt. Det er måske et område, der fortjener større opmærksomhed herhjemme.
Gennem de ti år, Travet.dk har eksisteret, har der været markant forskel på, hvordan baner, ledere og ansatte i sporten formår at kommunikere.
Når det gælder Travet.dk, er vi på mange af landets baner og i regi Dansk Hestevæddeløb bagud på point. Det skyldes blandt andet etablerede relationer, netværk og noget så simpelt som erfaring. Flere af de skribenter, vi møder, har journalistisk baggrund, der går længere tilbage, end da redaktøren på Travet.dk blev født.
Der vil derfor altid være nyheder fra baner, bestyrelser og Dansk Hestevæddeløb som vi helt naturligt ikke kommer i nærheden af. Denne nyhed om Charlottenlund Travbane, er en af mange fra banen, som vi aldrig var kommet i nærheden af.

Vi tilpasser os naturligvis.
Den nuværende mediestrategi fra visse baner og Dansk Hestevæddeløb har også indflydelse på vores medievirksomhed. Vi har behov for at levere nyheder dagligt, og når vi ved, at nyhedsstrømmen nogle steder kun går i én retning, justerer vi vores ressourcer derefter.
I år har vi skærpet vores fokus på danskere i udlandet og deres præstationer. Vi har blandt andet udgivet artikler om danskere i Australien, Canada, Sverige, Frankrig og Norge.
Vi har adgang til disse nyheder og vi følger desuden nogle af sportens kommende talenter tæt. I år har vi valgt at ændre vores tilgang, da vi ikke har adgang til visse baners nyhedsmateriale.
For at forblive konkurrencedygtige har vi i januar måned besluttet kun at dække de fleste baners løbsdage. Dette betyder samtidig, at hvis baner, foreninger, aktive eller andre, hvor vi ikke har adgang til nyhedsmaterialet ønsker at bruge os til reklameformål, må de finde andre kanaler til dette. Vi er og skal ikke bare nogle man bruger, når det passer ind.

Vi har gentagne gange efterlyst et tættere samarbejde med banerne og Dansk Hestevæddeløb. Desværre oplever vi ofte, at kommunikationen primært foregår som envejskommunikation.
Vi kan konkludere efter 10 års eksistens at drive medievirksomhed i danmark er en udfordrene opgave, og sporten gør det ikke nemmere for sig selv.
Det er en udfordrende opgave at drive medievirksomhed i Danmark. Det kan ofte føles som at slå i en pude eller råbe ud i vinden, hvor resultatet er det samme: ingen respons.
Hvorfor fortsætte med dette arbejde – Det skyldes en dyb passion for sporten og et ønske om at gøre en forskel. Det er dog ikke altid nemt at få mulighed for at bidrage herhjemme, og derfor har vi i stigende grad været nødt til at søge mod udlandet for at finde nye muligheder.
Vi beklager os ikke, men vi tilpasser vores virksomhed de muligheder der i stedet er.





