Medie – Anders Pedersen skal ikke opereres
Medie – Anders Pedersen skal ikke opereres
Det er Travservice, der skriver det.
Her citerer man bla. Anders Pedersen for: – Jeg skal til kontrol om 14 dage og frem til da må jeg slet ikke støtte på venstre ben. Jeg skal nok regne med, at der vil gå 4-6 uger før jeg kan sige farvel til gipsen på benet, siger Anders Pedersen til Karsten Bønsdorf.
Vi skrev i forbindelse med uheldet:
Uheldet skete allerede efter cirka 280-300 meter af løbet, hvor L’Amiral Readly, trænet af Jan Friis og kørt af Bent Svendsen, pludselig slog over i galop og derefter stoppede brat op. Situationen udviklede sig på få sekunder og efterlod de bagvedliggende ekvipager uden mulighed for at reagere.
Lucky Choice med Nicklas Korfitsen sad direkte bag Svendsen og kunne ikke undgå at køre op i sulkyen. Det udløste et voldsomt styrt, hvor både hest og kusk røg i banen. Bagfra kom Nobel BM med Anders Pedersen, som blev fanget i kaosset og styrtede med stor kraft.
Ifølge Travet.dk’s oplysninger pådrog Anders Pedersen sig en brækket ankel, og han er efterfølgende blevet undersøgt og behandlet. Der er endnu ingen meldinger om, hvor længe skaden forventes at holde ham ude af trænings- og kørselsarbejde, men en brækket ankel betyder typisk flere ugers pause.

Meldingen fra familien til Travet.dk løder: “Anders er ok. Han har fået foden i gips og får svar på mandag om den skal opereres.”
Travet.dk var også været i kontakt med Skive‑træner Jan Friis, der træner L’Amiral Readly. Han udtrykker lettelse over, at situationen trods alt ikke fik endnu mere alvorlige følger.
Hændelsen sætter endnu engang fokus på den risiko, der følger med travsporten. Selv rutinerede kuske som Pedersen, Svendsen og Korfitsen kan blive fanget i situationer, hvor marginalerne er små, og hvor et enkelt fejltrin fra en hest kan udløse en kædereaktion.
For Anders Pedersen kommer skaden på et tidspunkt, hvor han har været i stærk form med flere flotte præstationer i foråret.
Fotos af Burt Seeger.














