Massiv negativ omtale af travsporten
Engang lød det i danske folkemunde, at negativ omtale er bedre end ingen omtale. I de seneste dage har travsporten fået massiv omtale i de landsdækkende og lokale medier, og det har desværre ikke været den positive af slagsen.
Den dårlige omtale startede med omtale af en enkeltperson, med tilknytning til travsporten, som SN.DK og sidenhen 11 andre medier (Dem vi har fundet frem til) omtalte, var sigtet i en sag.
Det blev sidenhen fulgt op med omtalte af aflyste løb, hvor Fyn og Bornholm efterfølgende også gik ud og kommenterede på politiets beslutning.
Den omtale blev fulgt op med massiv omtale af episoden med italienske Alessandro Gocciadoros lærling, der afstraffede sin hest i opvarmningen til lørdagens væddeløb.
I går blev travsporten så endnu engang trukket gennem mudderet på landsdækkende medier, da politiet aflyste gårsdagens væddeløb i Aalborg efter blot et løb.
Gårsdagens aflysning blev ligeledes nævnt udenfor landets grænser, hvor svenske og norske medier skrev om dette. Sulkysport.se gik så langt at kalde det et cirkus.
Massiv dårlig omtale
Den dårlige omtale rammer hele sporten som helhed, og Travet.dk tog i går en rundringning til flere af sportens aktive, hvor samtlige uden undtagelse udtalte, at de var frustreret, og at der nu måtte ske en massiv udskiftning i toppen af dansk travsport.
Den dårlige omtale har ligeledes betydet, at de sociale medier bugner med kritiske og negative ytringer. Kritikken går først og fremmest på ledelsen i DTC med Lindhardt Jensen, Poul Bjerring og Klaus Storm i spidsen.
Hvor meget kan sporten holde til, af negativ omtale og negative episoder. Nu har man i første omgang lukket dansk travsport ned til den 10. maj, og man kan håbe, der kommer mere ro på bagsmækken, så vi i denne periode ikke skal se sporten hængt ud til offentligt skue på landsdækkende medier.
Nu må skeen tages i den anden hånd lyder det også her til morgen, da vi åbnede vores mailbox. For sporten kan vel ikke tåle mange flere af sådanne historier!