Læserhenvendelse – Hvorfor vises der ikke mere travsport
Hvorfor vises der ikke mere travsport på tv?
Vi modtager mange gode spørgsmål hver dag, og dette er ingen undtagelse. I dag handler spørgsmålet om, hvorfor der ikke vises mere travsport på tv, og hvorfor det kun er muligt at se travløb på BET25 og Pluto.

For at kunne give et fyldestgørende svar har vi undersøgt sagen nærmere. Vi starter med begivenhederne i 2022 og inddrager også en udtalelse fra DR tilbage i 2016.
Situationen i 2022
I 2022 opstod der en konflikt om betalingen for tv-signalet fra de danske hestevæddeløb mellem DanToto og Derby25. Dette var årsagen til, at det ikke længere var mulighed for at se danske løb på DanToto eller Sport Live-kanalen.
Baggrunden for konflikten var, at tv-produktionen blev overtaget af Derby25, som nu stod for både produktion og distribution af signalet. Tidligere blev signalet leveret gratis af Dansk Hestevæddeløb til både DanToto og Derby25. Men efter overtagelsen krævede Derby25 betaling fra DanToto for rettighederne, hvilket DanToto ikke ønskede at imødekomme.
Dette førte til, at DanToto i en længere periode tilbød spil på travløb, uden at kunderne kunne se løbene. Det er svært for en virksomhed at overleve på den måde, og DanToto er siden blevet lukket ned. I dag er BET25 den eneste aktør på markedet, og det er også her – samt på Pluto – at de danske travløb vises. Konflikten om rettigheder og prissætning har altså haft stor betydning for, hvor travsport kan ses.

DR’s udtalelse fra 2016
Rettighedsspørgsmålet var også aktuelt i 2016, da Ole Lindbøg Nielsen stillede DR spørgsmålet om den manglende dækning af dansk travsport. Dengang svarede Thomas Sande, redaktør hos DR Medier:
“Vi har ikke rettighederne til at sende trav og galop på DR’s kanaler. Vi har tidligere sendt trav og galop, men kan konstatere, at der ikke er den store seermæssige interesse,” forklarede han og tilføjede, at DR i stedet havde valgt at fokusere på andre sportsgrene som ridebanespringning og dressur fra store grand prix-stævner i Danmark.
“Vi vurderer løbende interessen for forskellige sportsgrene. I øjeblikket er vi glade for flere af de mindre sportsgrene, som vi har fået rettigheder til,” lød det fra Thomas Sande.

Konklusion
Efter at have undersøgt spørgsmålet kan vi konstatere, at rettighederne til at vise travsport flere gange har været en udfordring, både når det gælder landsdækkende tv og andre spiludbydere.
Vi kan også konstatere at interessen for travsporten, har været mindre i forhold til galop, dressur og ridebanespringning som har fået tid på de landsdækkende kanaler. Vi kan også konstatere at konkurrencen fra andre sportsgrene spiller ind.
Vi håber, at dette svar kan bruges.














