Kør hjem Koster – men i stedet vandt han Derbyet med Gibtown
Kør hjem Koster – men i stedet vandt han Derbyet med Gibtown.
Af Kenn Erik Bech
Vi er nu helt tilbage i 1926. Derbyet for 96 år siden skal afgøres. Hvem skal vinde æren, og de 12.000 kr. som udgør førstepræmien? De 4-årige G-heste, født i 1922, er klar. Sidste artikel i denne serie.
”Skandinaviens største væddeløb, Dansk Traver-Derby, er klar til afgørelse grundlovsdag, og at banen får mægtigt besøg, er en selvfølge. Fra nær og fjern stævner hestesportsfolk til Charlottenlund”. Citat slut fra Trav Tidende.
Mens vi venter på Dansk Trav Derby 2022. Endnu engang skal travsportens mest fornemme laurbærkrans og blå bånd uddeles. De 4-årige G-heste afvikler deres årgangsderby. Søndag den 28.august ved 17-tiden vi hvilken hest – og dens kusk, træner, opdrætter, staldmand og ejer, der for evigt skal indskrive sig i sportens historiske annaler. Dagen før afvikles Dansk Hoppe Derby, hvor vinderen af det efterhånden også højt estimerede løb skal fejres, et løb, der havde premiere i 1981, mens vores danske Derby første gang afvikles i 1898!
Kør dog hjem din lange idiot
9 heste kom til start i Derbyet i 1926, og 2 af dem hed ikke noget med G som første bogstav. Selvfølgelig var både Kosters og Sofus Sørensens heste blandt favoritskaren, de to førende trænere. Koster kørte Gibtown, mens ”hele Danmarks Sofus” valgte at køre Eli Harvester. Favorit var dog kriteriumsvinderen Ole, her med Paul Groch som kusk.
Som sædvanlig fristes man til at sige, tog det lang tid, inden starten blev godkendt, og Gibtown fik straks fejl på. Historien går så på, at en tilskuer nær startstedet derefter råbte til Koster: “Kør hjem, din lange idiot!”.
Koster blev rasende over dette og fik igen sat skub i Gibtown, der helt fantastisk kom op igen og vandt. Det er sandsynligvis en korrekt og sjov historie, idet det oplyses, at Koster efter løbet fortalte, at han var ved at opgive, men tilskuernes hånlige tilråb havde provokeret ham til at forsætte.
Kom fra USA i moderens mave
Allerede på anden omgang var Gibtown oppe og snuse til feltet, trods fejlen, mens Gamba var i front. På sidste omgang begyndte Gamba at vise træthedstegn, og i opløbet var Gibtown i front og vandt sikkert, mens der var hård kamp om andenpladsen mellem Gyldensol/Albert Hill og Guy Frisco/ Holger Fischmann, mens favorit Ole tog sig af fjerdepladsen.
Ejer af Gibtown var familien Høybye, den store travstald. Som opdrætter stod Julius Høybye, der senere skulle vinde flere derbies. Julius Høybye er optaget i Danmarks Hall of Fame, hvorfra vi citerer følgende:
”Jane Ann H var uden sammenligning Julius Høybyes guldhoppe nr. 1. Hun kom til Danmark i 1920 og blev mor til bl.a. 3 Opdrætningsløbvindere samt Derbyvinderen Gibtown. Jane Ann H blev endvidere mor til Miss Jane Frisco, der er 4 x tipoldemor til Orali. I samme hoppelinje finder man også heste som derbytoeren Marius Møllegård, Crowns Banker, Gitano, følhoppen Schimone Senator (mor til bl.a. Taekwon Garbo)”. Citat slut
Gibtowns mor Jane Ann H blev endda betegnet som Danmarks bedste avlshoppe, indtil Marie The Great kom til. Jane Ann H, ved Peter The Great, blev importeret fra USA af Julius Høybye med Gibtown i maven. Tredjehesten i derbyet 1926, Guy Frisco, tilhørte også Høybye-familien.
Der har været skrevet, at Gibtown senere blev solgt til en såkaldt hestepranger, og skulle være solgt, igen og igen, til forskellige. Om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige. Gibtown nåede kun at få et enkelt afkom, inden den blev kastreret.







