Klar afgørelse: Handel med dopingmidler koster licens
Klar afgørelse: Handel med dopingmidler koster licens
Howard A. Taylor har ved flere lejligheder købt ulovlige stoffer fra personer, der er dømt for produktion og salg af præstationsfremmende midler.
Nu nægtes han licens i USA.
Taylor ansøgte Delaware Harness Racing Commission om licens, men det kan han nu skyde en hvid pil efter.
– Efter en grundig vurdering og i overensstemmelse med State of Delaware Administrative Code samt Delaware Harness Racing Rules and Regulations, afslår Delaware Harness Racing Commission hermed Taylors ansøgning om licens.
Under en gennemgang af hans egnethed til licens blev vi gjort bekendt med, at den føderale anklagemyndighed i Southern District of New York fremlagde beviser i sagen mod Jorge Navarro, som viser, at Taylor gentagne gange har købt ulovlige stoffer fra personer, der er dømt i en føderal domstol for produktion og salg af præstationsfremmende midler, lyder det i afgørelsen.

Dette udgør et alvorligt brud på reglerne fra Delaware Harness Racing Commission, som forbyder licensindehavere at have direkte eller indirekte forbindelser til personer, hvis handlinger skader travsportens interesser, og som er dømt for lovovertrædelser relateret til produktion, distribution eller salg af ulovlige præstationsfremmende midler.
– Licensindehavere har en forpligtelse til at beskytte heste. Enhver person, der er licenseret af kommissionen, skal gøre alt, hvad der med rimelighed er muligt inden for deres magt og ansvar, for at forhindre administration af medicin, stoffer eller andre præparater – herunder tilladte midler, der overskrider den maksimalt tilladte grænse – til heste, der er tilmeldt eller skal tilmeldes officielle træningssessioner eller løb, som reglerne forbyder.
Den føderale anklagemyndighed i Southern District of New York beskrev sagen mod Navarro som en del af en større efterforskning af omfattende netværk blandt galoptrænere, dyrlæger, distributører af præstationsfremmende stoffer (PED’er) og andre, der producerede, distribuerede og hemmeligt administrerede forfalskede og fejlmærkede PED’er til væddeløbsheste på alle niveauer af professionel hestesport, fremgår det yderligere.
Taylor kan tidligst ansøge om licens igen den 1. oktober 2035.
Bragt i samarbejde med Trav365.no.






