Kendishesten til start på Vincennes
Panamera fik i går en opdrættersejr til Holly Go Lightly, da denne vandt en kvalifikation til E3. I dag kan ægteparret fra Tappernøje få endnu en succesoplevelse, når Kennedy starter på Vincennes i dag.
Den daglige træning af Kennedy står danske Erik Bondo for.
Erik Bondo har gennem en lang årrække drevet en succesfuld trænerforretning i Italien. Samtidig har han af flere omgange haft en lige så succesfuld filial i Frankrig. Erik Bondo har også formået at vinde det italienske trænerchampionat.
Ejerkredsen i Kennedy består af Egebro Racing, Martin Monrad, Joachim Fischer og Panamera Racing. En ”flok” kendte navne indenfor travsportens verden og ligeledes udenfor travsporten.
Første gang hesteejer
Bordtennisspilleren Martin Monrad har 10 DM-titler og har også vundet EM-guld. I et indslag med To Huller i tjekken, kunne selvsamme Martin Monrad fortælle:
– Jeg kender Jens og Jeanette fra Panamera Racing, og så har jeg selv fulgt med i travsporten i flere år. Det er mest fra den spillemæssige side, kunne Martin Monrad bla. Fortælle. –
I marts måned kunne vores alvidende kollega Karsten Bønsdof oplyse, at Martin Monrad og Joachim Fischer var blevet medejer af, omtalte Kennedy.
Kennedy går i dag til start med fire sejre i træk, og dagens opgave hedder Prix Eudora. Løbet har en samlet præmiesum på 65.000 euro og løbet afvikles kl. 19.08.
Travsporten har kendisfaktor
Dansk Travsport har en god og lang historie med at kunne tiltrække kendte til. Hvem husker ikke EM-Helten John Faxe, der i mange år har haft en stor passion for travsporten.
En række og deriblandt John Faxe Jensen var i en årrække en del af Stald Derbyhåbet, som ejede hesten Dupont. Her var navne som Michael Laudrup, Peter Schmeichel, Mogens Krogh, Peter Gade, Thomas Stuer Lauridsen m.fl. en del af ejerkredsen.
I de gode gamle dage var det ikke usædvanligt at tidens kendte skuespillere var hyppige gæster på Charlottenlund Travbane. Osvald Helmuth, Poul Reichardt og Klaus Pagh med flere var jævnligt gæster på Charlottenlund Travbane.
I dag er det navne som Ghita Nørby , Roland Møller, Bjarne Henriksen, og den tidligere Ol-medaljetager Joachim Fischer der giver travsporten kendisfaktor.
Foto Burt Seeger.





