Jydsk 2-årings Grand Prix 2021 til Heavenly Stone
Knud Mønster og Heavenly Stone (Wishing Stone) har netop vundet Jydsk 2-årings Grand Prix 2021 efter en fremragende præstation, der indbragte den nette sum af 157.500 kr.
Heavenly Stone købte Knud Mønster i fjor på Derbyauktionen for 45.000 kroner. Det ser ud til at være et godt køb, da Heavenly Stone i nu fire starter, har indløbet 192.550 kr.
Bo Westergaard var hurtigt ude bag Hambo, da startbilen slap feltet. Der var i første sving galop for Hjalmar N, som tabte en del meter på dette. I samme moment valgte Jan Dahlgaard at køre fremad bag spilfavoritten Howlingatthemoon, og denne kunne overtage føringen.
De første 500 meter blev afviklet efter 1.17,4. Henrik Lønborg havnede udvendigt på den førende bag Hyde Park, mens sønnike fik andet par udvendigt bag Highflyver Gardenia. Knud Mønster kom godt igennem anden række med Heavenly Stone, der havnede i tredje par udvendigt.
Der var ingen ændringer i positionerne, hvilket betød at Jen Dahlgaard kunne afvikle 1000 meter efter 1.18,4. Den første til at tage initiativ var Knud Mønster, der på bagerste langside sendte Heavenly Stone afsted i eget angreb.
I sidste sving var der dramatik da Hambo galoperede, og i samme seance galoperede tre konkurrenter. Det betød, at afgørelsen skulle stå mellem førende Howlingatthemoon og Heavenly Stone.
De to hestee gav hinanden en god dyst ned mod målstregen, og i den duel kunne Heavenly Stone trække sig sejrrigt ud af. Dermed var karrierens anden sejr i hus til den tiltalende hingst efter Wishing Stone.
Knud Mønster efter løbet:
– Michelle var helt vild med ham på auktionen, og hesten har en fin moderlinje. Jeg ville have haft Michelle til at køre ham, men denne her ville hun hellere nusse og passe om.
De toåringer vi har i stalden, har vist at de er langt fremme. Jeg vil helst vente med at starte med at starte dem, men dem vi har i stalden, har vist de er tidligt klar, kunne Knud Mønster fortælle efter løbet.
Vindertiden blev 1.17,7/1800 m. Auto
Ejer: Knud Mønster
Træner: Knud Mønster
Opdrætter: Stald Cowboyland & Rivers ApS
Præmie: 157.500 kr.
Løbet kan ses her.
Fotos af Ole Hindby.








