Hvad er status på årets auktioner?
Hvad er status på årets auktioner?
Den 15. april udløb tilmeldingsfristen til årets auktioner, og siden da har der været bemærkelsesværdigt stille.
Travet.dk er blevet kontaktet af flere opdrættere, som efterlyser en opdatering, og vi har derfor forsøgt at følge op hos Dansk Hestevæddeløb.

Spørgsmålene er mange: Hvor langt er processen? Hvor mange auktioner bliver der? Hvor mange heste er tilmeldt? Og hvornår kan opdrætterne forvente en officiel udmelding?
Vi har i dag rettet henvendelse til kommunikationsafdelingen i Dansk Hestevæddeløb og modtaget følgende svar – et svar, der desværre ikke giver meget klarhed:
”Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke bekræfte oplysningerne, da auktionsudvalget endnu ikke har truffet en endelig beslutning. Det samlede hestemateriale er fortsat under gennemgang.
De, der har tilmeldt opdræt, vil få direkte besked, når auktionsudvalget har truffet en endelig beslutning. Herom skal jeg selvfølgelig nok holde dig opdateret. Man arbejder naturligvis hurtigst muligt for at give opdrætterne besked.”
Det betyder i praksis, at både Travet.dk og alle andre interesserede fortsat må afvente en officiel udmelding. Arbejdet i auktionsudvalget pågår, men der er endnu ingen tidshorisont for, hvornår beslutningerne falder.

Derbyauktionen 2026
Det vi ved, er det der er meldt ud tidligere:
Der er meldt ud at der skal afvikles auktioner den
- Fredag d. 28. august – Derbyauktionen
- Lørdag d. 29. august – Derbyauktionen Selected
Begge dage afholdes på Charlottenlund Travbane – I hht. Auktionsbetingelserne forbeholder DH sig ret til at fastlægge antallet af heste på auktionerne og udvælge disse blandt de tilmeldte.
- Adgang til det stærkeste samlede salgssetup i Danmark
• International eksponering gennem optimeret digital budgivning og styrket skandinavisk markedsføring (Læs mere her)
• Åringen bliver startberettiget i Auktionsløb 2027 og 2028
• Mulighed for at blive en del af et stort samlet auktionsevent med maksimal synlighed
Vigtige deadlines
- Røntgenattest skal være DH i hænde: senest 1. juni 2026
- Video optagelse og opstillingsfoto skal være DH i hænde: senest 5. august 2026 (Har du brug for hjælp til at sikre høj foto- og videokvalitet? Kontakt Susanne Olsen på sol@danskhv.dk for nærmere information).













