Hingstechampionater verden over
Hingstechampionater verden over: Maharajah i front, men udfordres hårdt
I 2025 er Maharajah championhingst i hele seks lande. Den svenske hingst dominerer ikke kun i Norge, men også i Sverige, Finland, Italien, Tyskland og Ungarn. Samtidig udfordres han flere steder af den franske stjernehingst Face Time Bourbon.
I Sverige er Maharajah suveræn på toppen, præcis som i 2024. Faktisk har han været championhingst i Sverige hvert eneste år siden 2019. I 2025 øgede han sin sejrsmargin fra 7,4 til 9,3 millioner svenske kroner. En væsentlig del af denne succes skyldes superstjernen Dream Mine, der vandt otte løb, herunder Svenskt Travderby, Europe-Derby og svensk Breeders’ Crown, og indtjente over ni millioner kroner. Folkehesten A Fair Day bidrog også med over to millioner kroner. Maharajahs dominans skyldes dog ikke kun stjerneskuddene, men også det faktum, at han har flest afkom.
Ser man på gennemsnitstallene, er det dog Face Time Bourbon, der skiller sig ud som den bedste. Den unge franske hingst er far til stjerner som hoppen La Yuca, verdensrekordholderen Wise Guy og StoChampionatet-toeren Screen Time Limit. Face Time Bourbons imponerende fremgang – hans afkom indtjente 12 millioner kroner mere i 2025 end i 2024 – har også skubbet SJ’s Caviar ud af top fem for første gang siden 2021.
Selvom Face Time Bourbon i Frankrig har vist sig særligt stærk, når han avles tilbage mod Coktail Jet-linjen, er det fascinerende, hvordan han uden for Frankrig producerer topafkom med hopper af vidt forskellige blodlinjer.
Kejseren regerer også i Finland
I Finland sikrede Maharajah sig endnu en overlegen titel som championhingst i 2025. Hvis man alene kiggede på gennemsnitstallene, ville Muscle Hill have været øverst, men Maharajah kombinerer et stort antal afkom med mange gode heste. Blandt højdepunkterne er den finske Hoppe-Kriterium-vinder Arctic Fiona, Kriterium-toeren Piccolo Cocktail og Derby-toeren BWT Jackpot. Denne bredde gør det svært at slå Maharajah.
Den evigt unge Orlando Vici holder dog stadig niveauet, anført af Derby-vinderen Romanov Comery. Det er også værd at bemærke de to finskfødte hingste Express Duo og Jontte Boy, der indtager henholdsvis femte- og sjettepladsen. Især Express Duo har få afkom, men producerer alligevel topscorere i hver årgang. Det skal dog nævnes, at en stor del af de hopper, Express Duo har bedækket, er af høj kvalitet, hvilket ikke i samme grad gælder for Jontte Boys hopper.
Readly Express mangler afkom
I Danmark var der igen tæt konkurrence mellem Great Challenger og Ens Snapshot. Great Challenger trak det længste strå, selvom han ikke længere kan prale af årgangens absolutte topheste. Til gengæld har han en høj startprocent blandt sine afkom, og mange af dem vinder løb.
Ser man på gennemsnitstallene, er Readly Express dog i en klasse for sig. Hingsten står bag stjerner som sidste års 2-årige talent Menza og Derby-vinderen Kreadlys Lew. Normalt ville det have været nok til at sikre ham førstepladsen, men i 2025 havde Readly Express kun 14 danske afkom i startklar alder, hvoraf halvdelen var 2-årige. Hvis hans afkom fortsætter de gode takter i den kommende sæson, kan han hurtigt blive den nye konge i Danmark.
Frankrig
I Frankrig holder afdøde Ready Cash stadig stand som championhingst, men tallene viser, at det kun er et spørgsmål om tid, før hans søn Face Time Bourbon overtager tronen. Blandt Ready Cash’ bedste aktive afkom finder vi den blåblodede Liza Josselyn og Lancier du Goutier, der sidste efterår vandt Criterium des 4 ans.
Face Time Bourbon har dog stjerner i hver årgang, hvilket blev understreget i Criterium des 3 ans for nylig, hvor hans datter Nocive du Choquel vandt det første gruppe I-løb for 2023-årgangen. I 2022-årgangen har sønnen Mack de Blary været den bedste, mens 2020-årgangen har budt på Krack Time Atout, der har en særlig evne til at toppe, når det gælder storløb. Han vandt kun ét af ni løb i 2025, men dette ene løb var det prestigefyldte Criterium des 5 ans.
På de sidste pladser i top fem finder vi Booster Winner og Royal Dream, begge sønner af Love You. Booster Winner, der er en monté-specialist, har overrasket ved at levere stærke afkom fra hopper af vidt forskellig kvalitet. Blandt hans bedste afkom er verdensrekordholderen Jabalpur og montéstjernen Kyt Kat.
Italien
I Italien har Maharajah siddet på tronen siden 2023, hvor han væltede legendariske Varenne af pinden. Men også her mærker han presset fra Face Time Bourbon. Det, der redder Maharajah, er blandt andet sønnen Gabrioz’ Derby-sejr og Face Time Bourbon-datteren Glamour Queens skuffende præstation som favorit i Oaks del Trotto.
Nad al Sheba har overtaget pladsen som den bedste italienskfødte hingst og har de seneste år fået store årgange takket være sine stærke avlspræstationer. Det bliver spændende at se, om han kan fortsætte denne udvikling, især med flere afkom uden for Italien, herunder i Skandinavien.
Far og søn i Nordamerika
I Nordamerika er det stadig Chapter Seven, der regerer, tæt fulgt af sin søn Walner. Begge leverer topheste i hver årgang, men ingen af dem har for alvor markeret sig blandt de ældre heste. Walner, der fik en drømmestart med sin debutårgang, har dog stadig lidt at bevise i forhold til stabilitet over tid. Det er værd at bemærke, at Chapter Sevens startende afkom fortsat har bedre gennemsnitstal end Walners.
Længere nede på listen finder vi debutanterne Captain Corey og In Range, der allerede har markeret sig med lovende første årgange. Hvis gennemsnitstallene var afgørende, ville begge have været i top seks.
Kongen af den sydlige halvkugle
På den sydlige halvkugle er der ingen ændringer. Angus Hall-sønnen Majestic Son er fortsat totalt dominerende og blev champion for niende år i træk i Australien og ottende år i træk i New Zealand. Hvert ottende afkom efter Majestic Son i Australien har vundet et gruppe-løb, og hingsten har produceret hele 43 gruppe I-vindere.
Bragt i samarbejde med Trav365.no.

















