Helsøster til derbyvinder gør debut
I dag kan publikum se frem til en ganske interessant debutant. En debutant, hvis far i en flot karriere tjente 14 millioner kroner, og dens afkom har vundet flere klassiske løb.
Wishing Stone er far til den tidligere derbyvinder Dumbo, og selvsamme Dumbo har den svenske hoppe Lipstick Jungle som mor. Det samme har dagens debutant.
Navnet er Kandis C N.
Kandis C N er dermed helsøster til derbyvinderen Dumbo, hoppe Kriterium-vinderen Gaby C N, og har samme mor som Lamborghini C N, der vandt Jydsk 2-års Grand Prix i 2024.
I dag gør Kandis C N sin debut i en alder af 4 år.

Køber med succesfulde resultater
Kandis C N blev solgt til Henrik Pedersen med licens på Charlottenlund Travbane. Henrik Pedersen har tidligere haft stor succes med hesten Twins Magic, som han erhvervede for flere år siden.
Twins Magic blev også handlet via vores salgsmenu, efter at Svend Dyhrberg kontaktede os med henblik på at formidle salget af hesten.
Twins Magic har opnået bemærkelsesværdige resultater, herunder en banerekord. Derudover blev hesten nummer to i konkurrencen om at blive årets hest på Nykøbing Falster forrige år.
Henrik Pedersen så også potentiale i hesten Indiana Mr. Lucky, som blev erhvervet via salgsmenuen fra Bornholm. Hesten ankom til Henrik Pedersen med en rekordtid på 21, som efterfølgende er blevet forbedret til en notering på 13 under det nye træningsregime.

Til Travet.dk kunne Henrik Pedersen fortælle i forbindelse med købet:
“Det er gået meget godt med de andre heste, og denne har jo flere fremragende søskende at henvise til. Jeg tror og håber, det bliver godt, og udmeldingerne fra dem, som jeg har hentet referencer hos, har også været positive.
Nu drejer det sig allerførst om, at hun skal have det lidt godt og vænne sig til vores omgivelser. Jeg glæder mig til at se hende og have den daglige gang med hende.
Hun har været hos nogle store trænere, og her er hun blevet prøveløbsgodkendt. Jeg har også snakket med René Kjær, som godkendte hende sidste år, og her var der også god feedback, så jeg har forsøgt at gøre mit forarbejde ordentligt, uddyber Henrik Pedersen.
I disse dage har jeg selv ca. 10 heste, og så har jeg et par deleheste med andre, som jeg nyder at få nogle gode oplevelser sammen med.”

Sælger: Stald H – Per Hansen
“Mit mål er at have heste, der kan konkurrere på højeste niveau i årgangsløb. Dette har jeg også gjort klart over for både Flemming Jensen og Bo Westergaard.
Kandis C N har et stort potentiale og rummer betydelig udvikling, men jeg vurderer, at hun ikke er klar til at være blandt de tre bedste i de danske årgangsløb i år.
Derfor har jeg besluttet, at hun skal videre til en ny ejer.
Kandis C N er prøveløbsgodkendt og sælges udelukkende, fordi hun ikke forventes at kunne placere sig i top tre i årgangssammenhæng i denne sæson,” kunne Per Hansen, oplyse i forbindelse med salgsannoncen.

Om Carsten S. Nielsen og Gerda Nielsen
Carsten S. Nielsen og hans hustru, Gerda Nielsen, har gennem flere årtier været kendte navne inden for dansk travsport. Parret har opnået stor anerkendelse som opdrættere af succesfulde travheste, herunder Gaby C N, Ecco C N, Elegant C N, Golden C N og Dumbo. Dette er blot nogle få eksempler på det imponerende opdræt, som Carsten og Gerda har stået bag.
Over 30 år som opdrættere
I mere end 30 år har Carsten S. Nielsen og Gerda været aktive på opdrætterfronten. Deres heste, kendt under CN-navnet, har markeret sig stærkt og sat et tydeligt aftryk på dansk travsport. En af de største triumfer kom, da parret vandt Dansk Trav Derby med hesten Dumbo, der tidligere gik under navnet Dollar C N, inden den blev solgt til Stutteri Disney.
En anderledes tilgang til salg
Hvor mange opdrættere vælger at sælge deres føl på åringsauktioner i forbindelse med derbyweekenden, i Aalborg eller på Falster, har Carsten S. Nielsen en anden tilgang. Hans varemærke er, at han ofte først sælger sine opdræt, når de har været til start og dermed har vist deres potentiale på banen.
Begyndelsen på en succesfuld karriere
Carsten S. Nielsens rejse som opdrætter begyndte omkring 1980 med købet af hesten Elva. Elva skulle vise sig at blive en afgørende faktor i opbygningen af parrets opdrætterkarriere. Hun blev mor til flere succesfulde heste, herunder Starlight C N, Whitaker C N og Oliver C N, som alle blev derbyheste. Derudover fik hun Cinette C N, der indtjente over 700.000 kroner, og Tiger C N, der tjente det halve. Begge heste blev senere eksporteret.
Fotos af
Burt Seeger
Hesselborg Foto
Danny Stenbæk
[useful_banner_manager banners=22 count=1]







