Griezmann får sæsondebut i Grand Circle 3-års Championat 2021
Thomas Fischers talentfulde 3-åring Griezmann har ikke startet siden sin flotte andenplads i Dansk Opdrætningsløb 2020, men nu er tiden inde for årets første start.
Griezmann er efter Ens Snapshot og Aniston. Den er opdrættet hos familien Fischer på gården lidt nord for Ølstykke og har således været i Thomas Fischers varetægt helt fra føl af.
Sæsondebuten finder sted i dag, når Grand Circle 3-års Championat 2021 for hingste/vallakker afvikles.
Hvis navnet Greizmann lyder bekendt, så er det samtidig efternavnet på den nuværende fodboldspiller i Barcelona Antoine Griezmann. Den franske landsholdsspiller er paradoksalt selv interesseret i fransk travsport.
Førstepræmien i Grand Circle 3-års Championat 2021 for hingste/vallakker er på 175.000 kr.

Nomineret ved Hestesportens Galla
Griezmann, der tjente 145.000 kr. i tre starter i 2020, var blandt de nominerede ved Hestesportens Galla, hvor det dog blev Golden C N, der løb med den fornemme hæder.
Efter at være godkendt i prøveløb i august, så vandt den sin debut trods en ikke ubetydelig galop i første sving, hvor den blev bange, da en konkurrent galopperede lige foran den.
I næste start var Griezmann anden på en lav 17-tid, hvor hesten gik den sidste omgang udvendigt på vinderen Dynamite Sensation, der sidenhen er solgt og gået til Sverige.
Årets tredje start, var Dansk Opdrætningsløb, hvor Griezmann havnede udvendigt på favoritten Gaby C N. Med 800 m igen satte Thomas Fischer fuld fart på, og lignede en klar vinder på vej ind i opløbet.
En godt afsluttende Golden C N kunne kort før mål passere Griezmann, der fik 120.000 kr. for indsatsen.
Har haft gode heste før
Thomas Fischer har tidligere haft årgangsheste som Butragueno, Ravenna, Danish Dynamite S og Babymoney i stalden.
I 2012 vandt Thomas Fischer Jydsk 3-årings Grand Prix med Ravenna, som sidenhen nåede mere end to millioner kroner i karrieren. Danish Dynamite S og Thomas Fischer kvalificerede sig til finalen i Svensk Travderby, hvor de sluttede på en sensationel femteplads.
Det blev til sejr i Grand Circle 5-års Championat med Butragueno. Det er tidligere også blevet til sejr Grand Circle 3-års Consolation med Kipketer, og i 2000 vandt Thomas Fischer Derby Consolation bag Dimitri Marck.
Thomas Fischer kender således godt vejen først over målstregen, og i dag hedder kortet Griezmann.





